18
mere betegnende vidnesbyrd, som Saint-Hilaire, medens han beundrer kristendommen, slet ikke har synderligt tilovers for buddhismen, og betragter den som en temmelig værdiløs religion.
„Jeg betænker mig ikke paa at tilføie“, skriver han, „at alene med undtagelse af Kristus findes der slet ikke blandt religionsstifterne nogen renere og mere rørende skikkelse end Buddhas. Hans liv har ingen plet. Hans bestandige heltemod er ligesaa stort, som hans overbevisning er fast; skjønt den lære, han forkynder, er falsk, er det personlige eksempel, han giver, udadleligt. Han er det fuldendte mønster paa alle de dyder, han prædiker; hans selvfornegtelse, hans menneskekjærlighed, hans uforanderlige mildhed svigter ham ikke et eneste øieblik; ni og tyve aar gammel forlader han sin faders kongelige hof for at vie sig til geistligheden og blive tiggermunk; i stilhed forbereder han sin lære ved seks aars ensomhed og selvbetragtning, i mere end et halvt aarhundrede udbreder han den ene og alene ved ordets og overbevisningens magt; og endelig dør han i sine disciples arme som en klar, vis olding, der har gjort godt hele sit liv og er overbevist om at have fundet sandheden.“
Den væsentligste grund til, at Buddhas lære vandt saa hurtig fremgang, ligger vistnok i, at den samtidig medførte en social revolution. Det ældgamle brahminske system havde udviklet sig til et utaaleligt prestetyranni, og den rene, humane og sandt religiøse kjerne, som fra først af havde ligget i brahmalæren, var saagodtsom ganske druknet i overtroiske legender og aandløs formalisme, som havde samlet sig op i mange hundrede aar. Brahmanismen var naaet til forraadnelsesstadiet, og naar det er kommet saa vidt med en religion, maa den enten fornyes eller fortrænges blandt et udviklingsdygtigt folk. Buddha kom som en rensende vind og feiede bort selvpinslerne, fasten, dyreofrene og menneskeofrene, prestehovmodet, hykleriet og tusen skjændige misbrug og undertrykkelser. Kastevæsenet udryddedes, lighed mellem menneskene oprettedes, ja i denne henseende synes Buddha at have gaaet videre end kristendommens første apostle, idet han ogsaa tillod, at kvinder traadte ind i den prestelige stand og lod sin røst høre „i forsamlingen“.
I det tredie aarhundrede før Kristus blev buddhismen paa et kirkemøde anerkjendt af kong Asoka som statsreligion ved siden af brahmanismen. Ved denne Asoka, som ofte kaldes Indiens Konstantin, opdagede man for ikke mange aar siden et inderlig velkomment, paalideligt holdepunkt i den gamle østerlandske tidsregning.
Da Aleksander den store var kommet gjennem kong Poros’s rige
