sig didhen. Lysene angiver dem, hvor husene ligger, med en sikkerhed, som ikke gir plads for nogen tvil. Hvad er det da, som hindrer dem i at naa dem? jo — der er imellem dem og disse lys en skov, afgrunde, en flod. Og mens de vandrer gjennem skoven eller gaar langs afgrunden eller søger efter et vadested for at komme over floden, mister. de retningen, som de troede, de kjendte saa godt. Hvis feil er det? Er det de reisendes, som ikke er istand til at finde veien, naar deres øine ikke ser lysene? eller er feilen hos skoven og afgrundene og floden? Tolstoi skriger til de forvildede: „Gaa den bene vei!“ Og de forvildede svarer ham: „Ak, vi maa gjøre afveje i hvert øjeblik og mister stien“.
Vil det med andre ord sige, at hans advarsel er bortkastet? Vil det sige, at hans skjønne bøger, der er besjælede af en saa ren følelse, der vakte saa mange tanker midt i vort offentlige. livs ophidselser og vort moralske livs ubevidsthed, er som raab i ørkenen, som sandkorn, der bortføres af vinden? Jeg for min del. tror ikke det. Tolstoi er en apostel: Han dømmer og taler som en apostel med en helstøbt overbevisnings strenghed, med en retliniet aands absolute logik, som ikke lader sig standse af noget, som, trods alt, udfører sine konklusioner til enden. Yderliggaaende som han er i sin analyse af det menneskelige liv, foreslaar han ogsaa yderliggaaende midler, som, netop fordi de er yderliggaaende, har liden udsigt til at blive antagne eller forsøgte. Men der var nogle mennesker, som gik forbi, de hørte den vældige røst; som tordnede mod dem. De stansede, de lyttede, de forstod. Det er ikke apostle, de er mindre rigorøse, men mere betænksomme og praktiske, det er almindelige mennesker med god vilje, hvis øje er aabent mere for den virkelige verden end for den ideale, og som kan udregne forholdet mellem disse to verdener. De erkjender, at stemmen, som stansede dem paa deres vei, og vakte deres samvittighed, har ret; men de ved ogsaa, at han har altfor meget ret; at hans bud medfører altfor mange praktiske vanskeligheder, kommer de gamle vaner altfor meget paatvers, at de saarer altfor mange interesser, til at de kan blive adlydte; at hvor slet end verden er, saa er den dog alligevel til, og at man maa regne med den. Og samtidig som de antager læren, saa lemper de paa den. De fjerner fra den det, som er altfor bittert i dens kritiske del, og det, som er altfor ugjennemførligt i dens bud. De taler med en mindre guddommelig, men mere menneskelig stemme, som blir mere overtalende, efter som den taber den profetiske klang. Og saa begynder de at tale og mange andre mænd, der er endnu mere middelmaadige, rent receptive mennesker, hvem mesterens stemme havde opskræmt, fordi de havde følt sig altfor langt borte fra ham, begynder
