praktisk at opgive vort egoistiske liv, ved at opofre vor vilje og vor egeninteresse for kjærlighed. til næsten. — Det er aldeles overflødig at udvikle følgerne og resultaterne af disse principer. Enhver kan forudføle dem uden stor aandsanstrengelse. Tolstoi har seet dem, ligesom alle hans lærere, og han viger ikke tilbage for dem:
„Anser du det for vanvid at gaa hen og dræbe tyrkere og tyskere,“ siger han utrykkelig, „saa gaa ikke; anser du det for vanvid at tilegne dig de fattiges arbeide for at være klædt paa moden, du og din hustru, eller for at holde selskaber, hvor du kjeder dig tildøde, saa gjør det ikke; anser du det for vanvid at fylde fængslerne d. v. s. at vie til dovenskab og den hæsligste umoralitet folk, som iforveien var fordærvede paagrund af dovenskab og umoralitet — saa gjør det ikke; finder du det vanvittig at leve i byernes forpestede luft, naar du kan leve i en ren luft, saa gjør det ikke; finder du det urimeligt fremfor alt at undervise dine børn i de døde sprogs grammatik, saa gjør det ikke. Kortsagt: Gjør ikke alt det, som hele den europæiske verden for øieblikket gjør; den lever og anser sit liv for vanvid; der handler og betragter sine handlinger som vanvittige; den har ikke tillid til sin fornuft og lever i uoverensstemmelse med den!“ (Min religion).
Som man ser, forlanger Tolstoi en fuldstændig omvæltning af hele vor sociale organisation og vort offentlige liv. Han er ikke mindre radikal, hvor han, saaledes som han gjør i sine sidste arbeider, gaar over fra det offentlige til det private liv. Nylig byggede han sit sociale ideal paa den absolute afholdenheds grund; og nu holder han paa at bygge sit moralske ideal paa den absolute renhed.
Størstedelen af det onde, som er iblandt os, kommer af den falske forestilling, vi gjør os om det sociale liv; vi betragter rigdommen som det høieste, et menneske kan naa til, mens den i virkeligheden staar under fattigdommen. Den kan kun erhverves paa andres bekostning. Den driver os endvidere til at give afkald paa det eneste normale arbeide, som er os befalet af Gud, og som skal skaffe os det daglige brød, det legemlige arbeide og først og fremst arbeidet med jorden, der er nødvendig for vor lykke og vor sundhed. Endelig medfører rigdommen en endnu alvorligere ulempe: naar vi besidder den, vil vi nyde den; vi føres altsaa til at søge fornøielser, der staar i modstrid med vor sande natur, og som driver os til det onde og til lasten. Først bordets glæder, hvis misbrug kanske er den egentlige aarsag til hele vor fornedrelse: „Den overdrevne næring i forbindelse med fuldstændig fysisk dovenskab, er ikke andet end en systematisk opeggelse af vore lyster. Menneskene i vort samfund. næres og holdes
