er der i den følelse, der besjæler ham, noget sjeldent, noget eksceptionelt, der efterlader en ubestemt mistillid. Det er ganske vist logisk, men kanske er det altfor logisk. Han gaar for vidt, siger mange godtfolk, der til en vis grad er enige med ham, og kanske har de ret.
Som vi saa, da vi fortolkede den reisendes apologi, indretter gjennemsnitsmennesket sig efter livet, saaledes som det nu engang er: øjeblikkets flygtende fornøielser faar dem til at glemme den fare, som lurer paa dem; de gjør sig, ofte i lystighed og glæde, falske forestillinger om ligevegtens holdbarhed; tilslut skjuler deres letsindighed ulykken ved deres tilværelse for dem; de vandrer gjennem verden i etslags halvbevidsthed, der ganske vist er meget ufilosofisk, men som er velgjørende. Naar nu Tolstoi beskjæftiger sig med mennesker af denne kategori, saa er det kun med den tanke at fravriste dem deres velvære, der beror paa et selvbedrag. Men hans opmerksomhed er fortrinsvis henvendt paa de andre, paa dem, som er hans åandsbeslegtede, paa de ængstelige, der i højeste grad, har følelsen af sin elendighed og følgelig ønske om at komme ud af den. Kreuzersonaten — historien om en mand, der efter at have giftet sig af kjærlighed, kommer til at hade og dernæst at dræbe sin hustru — er et slaaende eksempel paa den eksklusive, vilkaarlige retning, den store digters tanke har taget i sim udvikling, Uden tvil indeholder den iagttagelse, som hans roman hviler paa, en dyb sandhed: det er sandt, at der mellem de tø kjøn eksisterer et had, som kjærligheden kun er et værn mod; det er sandt, at efter besiddelsen vaagner lettelig had, som kun var indslumret ved begjæret; det er sandt, at hadet bliver saameget desto dybere, jo flere ofre de individer, det behersker, har gjort til begjæret, der driver dem mod hinanden. Mangen cause celèbre viser os rigtigheden heraf; for bare at holde os til den sidste tid, saa beviser jo historierne om Eyraud og Fourout paa en gribende maade, med hvilken voldsomhed dette had kan udvikle sig til forbrydelse, hos væsener, hvem lidenskaben har forenet. Tolstois sidste helt, Posdnitscheff, hører til samme gruppe; med en magt, der er lige saa stor, som den, han har udviklet i sine store romaner, følger den gamle mester hadets voksende og følgerigtige fremgang i et voldsomt menneskehjerte. Men saadanne folk som Posdnitscheff er undtagelser og endog meget sjeldne undtagelser. I de allerfleste tilfælde formildes dette had, der kanske er selve nøglen til forholdet mellem kjønnene, ved den rolige venskabsfølelse, som lidenskaben efter at være kommen til ro af og til efterlader, eller ved vanen, eller ved fællesskab i interesser, eller ved kjærlighed til børnene. Saaledes sker det, at mange
