gende og plump tanke, grundet paa en forvirret forestilling om ligheden mellem søvn vg død, en forestilling, som alle vilde folkeslag har tilfælles.“ Og i hans sidste arbeider er hans standpunkt saa sikkert, at han ikke engang berører spørgsmaalet… Naar han i „Videnskabens frugter“ indfører nogle spiritister, er det for at latterliggjøre dem og behandle dem som charlataner. — Der er altsaa i dette punkt ingen tvil eller misforstaaelse mulig: naar Tolstoi tror paa Gud, saa er det ikke for at tilbede ham med et hjerte, der ikke finder noget at gjøre her paa jorden, ikke for at søge efter hans mystiske indflydelse paa det menneskelige liv, ikke for at bede ham at gjengjælde med evig lykke de par gode handlinger, vi kan gjøre i løbet af aarhundreder, ei heller for at hjælpe os til at fjerne tanken paa vort personlige ophør, som vor tørst efter livet kvier sig for at antage; — det er, fordi Gud naturlig opstaar paa grænsen af hans tanke. Han ser og han peger paa en bestemt linje mellem det endelige og det uendelige, og han forsøger intetsteds at overskride denne grænse.
Da nu den fordom, som betragter ham som en mystiker, er fjernet, staar vi altsaa ligeoverfor en simpel moralist, hvis virksomhed det vil blive let for os at karakterisere.
Denne virksomhed falder, som hos alle moralister, i to dele: den indbefatter paa den ene side iagttagelse, paa den anden prædiken; med andre ord den begynder med at, konstatere det onde i samfundet og hos individerne, og dernæst søger og anbefaler den de botemidler, hvormed det onde kan bekjæmpes.
En alvorlig og uinteresseret iagttagelse af verden maa ende med at fastslaa den slette tilstand, den befinder sig i. En optimist er kun én drømmer. Naar man ser sig om, kan man ikke undlade at faa øie paa død, sygdom, krig, had, forbrydelse, last, dumhed. Disse ting er saa overvældende, at de ganske blænder os, og de fylder folkenes historie og de enkeltes biografier. Det nytter lidet, at man paa den anden side kan nævne liv, sundhed, fred, kjærlighed, dyd og kløgt; det er ikke desto mindre sandt, at de onde ting eksisterer, at døden tilslut overvinder livet, at sundheden i livert øjeblik ødelægges af sygdom, freden af krig, og at dyden meget oftere er lastens offer, end, den seirer over den. Folk, som negter disse kjendsgjerninger — de kan have saa udmerkede hensigter de vil — ligner strudsen, som skjuler sit hoved for at undslippe sine fiender; og de, som søger at bevise, at det er godt, at det er saaledes (det onde er kun det godes skygge, det gode kan ikke være til uden det onde o. s. v.), er bare paradoksmagere, som enten lader sig bedrage eller bedrager andre.
