sig til dem, men lever efter dem midt i et civiliseret samfund, er sikkerlig en sjelden foreteelse. Derfor trækker ogsaa flesteparten af „Krig og Freds“ og „Anna Karénins“ beundrere paa skuldrene og. erklærer den gamle mester for en ekscentrisk og syg mand, der er bytte for et anfald af et slags mystisk vanvid.
Det er en noget overfladisk dom, men den er almindelig antagen; jeg mener, den er ganske uberettiget, især af to grunde:
For det første: Fra det øieblik Tolstoi er blevet herre over sit. geni til den dag idag, har hans tanke, saavidt jeg kan forstaa, udviklet sig med fuldstændig regelmæssighed, i en ret linje. Jeg opdager i denne udvikling tre udviklingsfaser, der er knyttede til hinanden ved den naturligste logiske rækkefølge.
a) Først er han en skribent, der lever som folk ialmindelighed og sigter mod de samme maal som alle skribenter, som alle mennesker, søger at skabe verker, der kunde skaffe ham ære og rigdom; men i disse fremkommer dog allerede de tanker, der piner ham. Det er den tid, da han skriver sine to store romaner, sine mesterværker „Krig og Fred“ og „Anna Karénin“, hvor han, alt imens han som objektiv kunstner skildrer sit lands seder, ogsaa sætter sig selv i scene og dramatiserer sine tvil, sin angst, sin smertelige søgen efter „livets mening“ i personer som Andreas Balkonsky, Peter Bezukhof og Lévine.
b) Han har faaet al sin ærgjerrighed tilfredsstillet, men er dog ikke lykkelig; der er endnu noget, som mangler; han opgir da længere at jage efter skyggebilleder, der forsvinder, naar man tror at fange dem, og tænker nu kun paa at søge efter dette „noget“, som han altid har havt en uklar anelse om, og som han vil naa frem til; han bryr sig nu ikke om andet end sin egen samvittighed, som han undersøger i dens hemmeligste folder; og denne undersøgelse giver ham den vished, han tragter efter. („Min troesbekjendelse.“ „Min religion.“)
c) Men denne vished er ikke metaphysiske er ikke metaphysiske formler, og dens grundvold er ikke forstandsspekulationer: det er handling. Det er umuligt eller ialfald værdiløst at besidde den uden at bruge den. For at opnaa de virkninger, den lover, er det nødvendigt at udføre den i praksis. Hvad kan det nytte, at man har fundet det gode, naar man fortsætter med at gjøre det onde? Hvad nytter det, at man sidder inde med sandheden, naar man bare gaar videre paa den urette vei? Altsaa: man kan ikke være lykkelig eller ikke engang rolig, medmindre man praktiserer de principer, hvis rigtighed man har erkjendt; ja det er ikke engang nok, at man selv praktiserer dem, thi tanken paa den menneskelige solidaritet blir mere og mere opslugende, eftersom samvittigheden udvikler sig; man maa ogsaa overtale andre til
