Hvad nu end fremtiden blir, vilde det dog være interessant at søge efter oprindelsen til denne bevægelse, der er bleven mere og mere fremtrædende og har vokset paa en maade, har vokset paa en maade, der er saa meget mere overraskende, fordi bevægelsen staar i en saa skarp modsætning. til den umiddelbart foregaaende tids tendenser. Jeg tror, man vilde finde, at dens fødsel og fremgang er indtruffet samtidig med den store udbredelse, de russiske forfattere har fundet i Vest-Europa. Men man maa ikke deraf slutte, at den nuværende spiritualistiske renaissance i Vesteuropa kun er en importeret frugt fra Rusland, der kun dyrkes af nogle faa havedyrkere, som er blevne indtagne i det fremmede. Parabelen om sædemanden er sand til alle tider: den sæd, der bæres af vinden, bærer kun frugt i den jordbund, som begunstiger dens vekst. Naar altsaa Turgenjews, Dostojewskijs og Tolstois verker har fundet en saa uventet gunstig modtagelse hos Zolas og Goncourts læsere; naar disse forfattere, ligesaa fuldt som nationalforfatterne er blevne den nye generations lærere; naar disse bøger med de rare titler og de barbariske navne paa en maade har erhvervet sig en plads i den vesteuropæiske litteraturer, saa er det, fordi russerne er komne i rette tid, — saa er det, fordi de har tilfredsstillet en dyb trang hos læserne, en trang, som modeforfatterne ikke følte eller som de forsømte. De har ikke skabt den bevægelse, der i Frankrige. ledes af mænd som Vogüé og Desjardins, de har kun været fødselshjælpere. Men det er nok til, at det kan være af stor interesse nærmere at studere den af russerne, som er den mægtigste og har udøvet den mest vidtrækkende indflydelse.
Tolstois sidste arbeider[1] har vakt mere forbauselse end beundring. Denne forbauselse er blevet endnu større ved en hel del anekdoter om det underlige liv, den berømte skribent fører paa sit gods Yasnaja Paliana. Disse anekdoter har vandret altfor lang vei til ikke at have mistet en del af sin authencitet paa veien. Hvad man med sikkerhed kan faa ud af dem er, at grev Tolstoi har givet afkald paa at skrive for ære og formue, at de arbeider, han for tiden offentliggjør, er uden ethvert litterært krav, er at betragte som et slags „traktater“, hvis eneste maal er at udbrede den moralske og religiøse lære, han har sluttet sig til; at han i bestræbelsen efter at være i overensstemmelse med sine principer, har givet afkald paa enhver slags luksus, at han arbeider som en af sine bønder og betragter det legemlige. arbeide som det eneste, der passer for menneskeheden. En mand,
der bekjender sig til saadanne theorier, og som ikke blot bekjender
- ↑ Kreuzersonaten. — Julius og Pamphilius — Videnskabens frugter.
