Baudelaire: Smaa digte i prosa.[1]
1.
Berus dig.
Det gjælder at være beruset – altid. Det er hele livets hemmelighed. Vil du ikke føle tidens skrækkelige byrde, der knuser dine skuldre og trykker dig mod jorden, saa maa du beruse dig uden stans.
Men hvori? I vin, i poesi, i dyd, hvad du vil. Men berus dig.
Og hvis du nogen gang vaagner, – paa trappen til et palads, paa markens grønsvær, i dit værelses mørke ensomhed, hvis din rus har gi't sig eller er forsvundet, saa spørg vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uhret, spørg alt det, som flyver, alt det som sukker, alt det, som ruller, alt det som synger, alt det som taler, spørg, hvad tiden er; og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uhret vil svare dig: „Det er tid til at beruse sig; vil du ikke være tidens martyr og slave, saa berus dig; berus dig uden ophør! I poesi, i vin, i dyd, som du vil.“
2.
Kagen.
Jeg var paa reise. Det landskab, som omgav mig, var præget af uimodstaaelig storhed og adel; noget af dette flød ganske vist over i min sjæl. Mine tanker tumlede sig med fjeldluftens lethed; de vulgære lidenskaber, had og kjærlighed, forekom mig ligesaa fjerne som skyerne, der drev forbi i bunden af afgrundene under mine fødder; min sjæl syntes mig ligesaa endeløs og ligesaa ren som himmelhvælvingen, der omsluttede mig; erindringen om de jordiske ting naaede mit hjerte kun som et svagt ekko, som bjeldeklangen af kjørene, der græssede langt, langt borte paa skrænten af et andet fjeld. Over den lille, ubevægelige sø, der var sort af sin dybde, vandrede af og til skyggen af en sky, lig refleksen af en luftig kjæmpes kappe, der flagrede tversover himmelen. Og jeg erindrer, at en høitidelig og underlig fornemmelse, frembragt ved en mægtig, men ganske taus bevægelse i min sjæl, fyldte mig
med en glæde, der var blandet med angst. Jeg følte mig i disse
- ↑ Af Baudélaires: Petits Poëmes en Prose. Overs. af G. G.
