14
og hvad der er uhistorisk i de overleverede beretninger om Buddha, er forresten meget omstridt. Det er saa underligt med historien. For at faa noget fornuftigt ud af den, maa man besidde en vis takt, en vis finfølelse, som ikke lader sig definere. Det gaar paa den ene side ikke an at antage løst og fast, uden at gjøre forskjel, over en lav sko, alt hvad der berettes fra gamle tider. Enhver historiker maa have lov til, ja maa være forpligtet til at anvende kritik. Skulde man tro alt, hvad der fortælles i de forskjellige folkeslags historiske bøger, og hvad der ofte fortælles med fordring paa paalidelighed, som seet af flere tusen vidner o. s. v. — ja saa vilde alle vore begreber om natur og menneskeliv meget snart komme til at staa saaledes paa hovedet og kastes om hinanden i en saa vild uorden, at vi fluksens kunde lade os kjøre paa et galehospital.
Naar det saaledes fortælles om Buddha, at han ved sin fødsel sprang ud af sin moder Mayas høire side og gik fremad med syv kongelige skridt, medens hans legeme skinnede som solen, og to rene vandstrømme, en varm og en kold, kom ned fra himmelen og døbte hans hoved o. s. v., da maa vi vel have lov til ikke at tage alt det bogstaveligt, men gaa ud fra, at det er stilistiske blomster, som i tidens løb er stivnede til historiske fossiler. Men et fossil er ikke det samme som den levende organisme; idet forsteningen foregaar, udvikles stofferne, istedenfor det levende væsens organiske materie fyldes den døde form med sten, og selv om det er den kosteligste ædelsten, saa er det dog ikke livet.
Paa den anden side kan det dog ikke nytte at negte sandheden af alt, som man ikke har saa at sige haandgribelige beviser paa. Det er et temmelig ørkesløst arbeide, som en del hyperkritiske videnskabsmænd i den senere tid synes at behage sig i. Der har jo saaledes gaaet en formelig storm over Europa for at frarive Shakespeare hans dramaer. Det næste skridt maa vel være, at man simpelthen nægter, at Shakespeare nogensinde har eksisteret. Det væsentligste af hans tilværelse har man jo allerede villet berøve ham, den smule skuespillereksistens, som bliver igjen, er jo ikke meget værd.
Behøver jeg at fortælle, at man rent ud har villet nægte, at Buddha har været til, at man har villet bortforklare hele hans liv i eventyr og allegori, og at til denne bortforklaring har været anvendt megen lærdom og stor skarpsindighed? Det har dog til dato ligesaa lidet lykkedes at tage livet af Buddha som at tage dramaerne fra Shakespeare. Det har aldrig lykkedes at paavise, at man med grund kan negte en sand historisk kjerne i fortællingen om Buddhas liv. Og Max Müller indtager, synes det mig, et meget fornuftigt stand-
