12
faste overbevisning, at de andre planeter og millioner for os usynlige kloder ude i rummet var befolkede af fornuftsvæsener. Det var en af hans yndlingstanker, som han ofte dvælede ved. Hans bog: „En almindelig naturhistorie og theori om himmelen“ er et ungdomsarbeide, men berømt som faa verker i verdenslitteraturen. I denne bog opstilles en saa genial hypothese til en mekanisk forklaring af himmelrummets bygning og solsystemernes tilblivelse, at det vækker enhver astronoms ærbødige beundring. Naar jeg nu tænker paa denne bog, slaar det mig, paa hvilken merkelig maade den foregriber, paa den ene side Figuiers, paa den anden side Nietzsches theori.
Kant antager,[1] at ligesom jorden og de øvrige planeter med sine tilhørende maaner kredser om solen, saaledes kredser igjen vort hele solsystem sammen med en hær af andre fiksstjernesystemer om en centralklode, som er os ubekjendt, men som Kant tænker sig maaske kunde være Sirius. I analogi med vort solsystems bygning skulde da dette system af en høiere orden have et linseformigt udseende, og „melkeveien, som vi ser tegne sig som en ring paa himmelen, skulde da betegne denne linses største udstrækningsplan, saaledes som det maa vise sig for en iagttager paa jorden.“
Men ikke nok hermed, endnu har vi ikke Kants anskuelse i hele sin dybde. Dette store system af systemer, vort melkeveissystem, skulde atter sammen med mangfoldige lignende verdenslinser bevæge sig i kredsende baner om en centralklode af endnu høiere orden. De andre melkeveissystemer skulde da intet andet være end de astronomiske objekter, som er almindelig bekjendte under navnet „stjernetaager“. Og at melkeveisystemernes centralklode trods sin vældige størrelse kunde være os ubekjendt, var let forklarligt paa grund af dens uhyre afstand.
Melkeveissystemer og solsystemer danner sig, mener Kant, af oprindelige ensartede taagemasser af fint fordelt stof. Idet der i taagemassen opstaar et tættere punkt, stræber alle stofdelene ind imod dette, og en omdreiende bevægelse fremkommer under stoffets fortætning. Saaledes dannes da først de mere centrale kloder, saa de mere periferiske, idet skabelsen skrider stadig længere og længere ud fra midtpunktet. Men jo længere man kommer ud i det senere skabte eller dannede, desto finere og mere ætherisk bliver stoffet — og desto mere skikket bliver kloderne til at befolkes af finere, høiere, ædlere aandelige væsener. Og ved læsning af Kants theori om himmel-
- ↑ Hans videnskabelige begrundelse, hentet fra fysikens og astronomiens kjendsgjerninger maa jeg her naturligvis udelade.
