kastet glansen over den franske, moderne skole, og han staar ikke tilbage for nogen af dem, hverken i originalitet eller kraft. Skjønt han fortsatte med at male til sin sidste stund, er han dog ligesom Victor Hugo allerede i levende live traadt ind i Olympen. Alle malere hilste i ham sin mester og lærer; kritiken taug ligeoverfor ham, og hans ry fandt vei over hele verden, Da han efter udstillingen i 1889, hvor han havde fungeret som den franske jurys præsident, tildeltes æreslegionens kors, en ære, som endnu aldrig nogen fransk kunstner havde opnaaet, faldt det ingen ind, at det var for meget.
Meissonier var 80 aar, da han døde (den 3lte januar); han var født i Lyon 1811. Han følte sig tidlig draget mod malerkunsten: trods familiens modstand kjæmpede han i sin ungdom tappert mod nød og fattigdom, og han beklagede aldrig at have gjennemgaaet denne haarde skole, der havde hærdet hans karakter og styrket hans vilje.
Det var paa salonen i 1834, han debuterede med Bourgeois de Saardam (borgere i Saardam), og lige fra første øieblik fastslog han, om ikke sin plads blandt kunstnerne, saa ialfald sin egen personlighed, baade ved valget af sujet og ved sin maade at behandle det paa.
Dengang udkjæmpedes netop de store kampe mellem klassikerne og romantikerne, men den unge Meissonier vilde ikke lade sig indrullere hverken 1 den ene eller den anden leir. Han vilde ikke tage plads hverken blandt akademiets tilhængere eller deres modstandere, hverken blandt det nøgne legemes forsvarere eller blandt det historiske kostumes enthousiaster, hverken blandt de religiøse eller historiemalernes rækker. Han overlod andre „det store maleri“ og indskrænkede sig til en mere beskeden kunst; han vilde ikke være andet end genremaler. De mestere, han knyttede sig til, og hvis spor han vilde følge, var de hollandske malere fra det 17de aarh., Terburg, Metzu, Peter de Hoogh. Derfor reiste han ogsaa til Holland for at søge sme modeller der.
Og ligesom han adskilte sig fra sine samtidige i valget af sujetter, skilte han sig ogsaa fra dem ved 'sine billeders karakter, ja endogsaa ved deres udseende. Han overlod andre de store figurer og de umaadelige lærreder, der gik ud paa at tiltrække øjnene ved store dimensioner og grelle farver. Han valgte ganske smaa lærreder, der næsten syntes, at være beregnede paa at undgaa opmerksomheden, og paa disse lærreder malede han smaa figurer, der gjorde ganske trivielle, dagligdagse ting; men han lagde hele sin kraft paa at male dem saa godt, han kunde, at levere god og solid malerkunst. Ogsaa heri viste han sig som de hollandske mesteres' discipel.
Saaledes var Meissonier fra den første dag, og saaledes skulde han vedblive at være hele den første halvdel af sit liv. Som genremaler, udelukkende genremaler indskrænkede han sig altid til de smaa sujetter og behandlede dem altid i smaa dimensioner. Han var begyndt. med at tage sine emner, saavelsom sin manér fra hollænderne; han udvidede lidt efter lidt sit omraade. Man ser ham snart søge sime sujetter fra den italienske renaissance, snart blandt det 16de og 17de aarhundredes krigere, snart blandt det 18de aarh.s seigneurer, artister
