7
terialisten er jo dog saa elskværdig med sit opofrende arbeide for menneskeheden, sit taalmodige slid for verdens frelse.
Altsaa, mine optimistiske læsere faar undskylde mig: for dem bliver der intet i denne afhandling; jeg vil ikke strides med dem.
Materialisten kan forresten tage tingene gemytlig. Efter hans anskuelse er alle denne verdens onder og gjenvordigheder ikke nødvendige efter verdens egen natur. Det er bare en del ufuldkommenheder, som kan være ubehagelige nok, ja endog grusomme, men som dog lader sig rette i tidens løb. For materialisten er verden en maskine, hvis forskjellige dele endnu trænger en hel del udbedring, men hvis anlæg fra grunden af ikke er til hinder for fuldkommengjørelse og lyksaligheds opnaaelse. Naar vi bare faar mange penge allesammen og bliver friske allesammen og bliver oplyste allesammen, saa skal der nok blive lutter herlighed og glæde. Bare finde op maskiner: desinfektionsmaskiner, skoler, d. v. s. oplysningsmaskiner o. s. v., saa behøves der ikke mere, saa kommer paradiset af sig selv.
Hver enkelt materialist lægger da idelig sin elsk paa en eller anden bestemt maskine. Een vil reformere verden med en eller anden kommunistisk forfatning — det vil sige i en maskine til godernes fordeling. En anden tror, verdens frelse vil komme ved en maskine, som kan hindre overproduktion eller overbefolkning o. s. v. Her retter det sig efter den enkeltes personlige sympathier, smag, tilbøieligheder, det følger altsammen af psychologiske love.[1]
Man kunde fristes til at sige, at hvis materialisten har ret, saa er det næsten ikkke umagen værd at anstrenge sig for verdens frelse. Naar selve materiens princip er godt, saa stræber den naturligvis af sig selv henimod lyksaligheden, og verden besidder allerede frelsen i sig selv. Der er da ialfald ingen grund til fortvilelse, end mindre til en fortvilelsens kraftanstrengelse for at løfte verdensvognen ud af et forkjert spor.
Anderledes for pessimisterne, for hvem det er gaaet op, at det onde er nødvendig begrundet i tingenes natur, at selve den materielle tilværelses princip er ondt i sig selv. For dem bliver, som for Edvard von Hartmann, verdensfrelse kun at søge i en almindelig verdensundergang. Men verdensundergang staar det jo enhver enkelt frit for at søge. Han kan frelse sig ved et selvmord; og naar han ikke er mere, saa er verden ikke mere for ham, og saa har han for sin part
- ↑ Smlgn. Dostojevsky, Fyrst Myschkin s. 417. „Mine herrer“, raabte Hippolyt, „fyrst Myschkin paastaar, at skjønheden vil frelse verden. Naar han kan have saadanne skjønne tanker, maa han være forelsket. Mine herrer, fyrsten er forelsket!“
