6
udadvendte er verden derimod noget ydre. Og saa er der alle mellemformer af ustadige eller omfattende aander, som snart ser det ene, snart det andet, eller begge dele paa engang.
Fastholder man dette, saa ser man, at ogsaa for de saakaldte ikke religiøse mennesker er verdens frelse livets hovedspørgsmaal. Den indadvendte aand retter alle sine kræfter mod tilfredsstillelsen af sit jeg, mod udfoldelsen af alle jegets, det vil sige hans verdens, drifter og evner. Er han et almindeligt menneske, siger han: hvorledes skal jeg gjøre noget ud af livet? Er han et geni, siger han: hvorledes skal jeg gjøre det absolute ud af mit liv? hvorledes skal jeg realisere det høieste, hvorledes skal jeg gjøre min person til alt? Den udadvendte aand sætter sit liv ind paa en eller anden menneskekjærlig tanke. Er han et almindeligt menneske, arbeider han for sin families eller sin kommunes vel. Er han et geni, ofrer han livet for menneskeheden og arbeider for en eller anden idé, der skal omskabe samfundet til et paradis og blive verdens frelse.
Men fælles for alle saakaldte ikkereligiøse og optimistiske aander er en eiendommelig slags barnslighed, en barnslig tro paa, at lykken kan findes i denne verden, — hvad enten nu verden opfattes paa en indvendig eller en udvendig maade.
De udadvendte optimister, som tror paa en verdensfrelse i det ydre ved samfundsforbedring og sligt, vil jeg kalde materialister. De indadvendte optimister, hvis verdensfrelse ligger i jegets uendelige udfoldelse, vil jeg kalde egoister.[1]
Jeg skal vel vogte mig for at søge at overbevise disse optimister om, at de er fuldstændig paa vildspor, naar de søger lykken i denne verden. Om denne verdens redningsløse elendighed, umulighed og intethed kan kun erfaringen belære. At komme til den for verdens frelse ungdommelig begeistrede og sige: kjære ven, verden kan ikke frelses! — det er som at komme til en ung forelsket mand og sige: unge mand, kjærligheden er ikke de vises sten, den bevæger ikke solsystemerne, den gjør ikke mirakler, den flytter ingen bjerge.“ Den unge mand smiler haanlig til saadan tale, — han ved bedre.
At overbevise egoisten om, at han aldrig vil blive lykkelig, hvad han saa gjør, og hvordan det end gaar, — det er umuligt. Han tror det ikke, før han ser det. Og at tage troen fra materialisten, — ja det har jeg næsten ikke hjerte til, selv om jeg kunde det; thi ma-
- ↑ For den intelligente læser er det vel ganske overflødigt at bemerke, at ordene „materialister“ og „egoister“ ene og alene er ment som karakteristiske og ikke paa nogen maade fra min side indeholder nogen dadel.
