og skinnende fjær paa din nakke.
Saa bær det afsted, saa det ryger med støv,
suser i luften og synger i løv,
og blomsterne springer i dale.
Heia, min hingst med den vilde man,
heia, min ganger!
Min Guldfakse styrted. Saa, heia og hop!
Jeg haster, maa frem, – over klint, over klop –
om sneen skal fyge forbi din man
og stormen skal staa mod din bringe.
Den skinnende sne og den ravnsorte hest,
bringen, som bryder den brusende blæst,
hei, slig var det deiligt at fare!
Heia, min skinnende, stolte hest,
heia, Snehvide!
Se slottet det sorte paa klippen saa rød!
Afsted saa det gnistrer! Til liv eller død! –
Hvis ei til bryllup og søde kys,
saa død i bølgen den sorte.
Jeg stanser og svinger min fiøielsbaret:
Her bor prinsessen i svanedun klædt,
med valmueblomster i haaret.
Heia, min hest ved det brede hav,
heia Snehvide!
Med fiøiel jeg sadler dig ryggensaa rund,
og guldbidsel lægger jeg ind i din mund
Med silketømmer og sølverdusk
og skinnende fjær paa din nakke.
Saa bærer det ud i det natsorte hav. _
Hør blot, Snehvide, den klang ved vor grav
fra klokken, som ringer til bryllup!
<poem> Og jeg sad sent udpaa kvelden og eiede ikke en tanke. Men langt derude i havet stod der en blaasort banke. <poem>
