Side:Samtiden 1890 - Tre digte.djvu/2

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
461

 Zerlina, min terne, din hud er saa blød
 din mund er saa frisk;
 men – hvi bæver din mund, Zerlina?
 „Ak herre, det lider mod høstens tid,
 og Persiens roser, de falder.
 Og duggen græder paa nellikens mund
 og løvet visner, o herre!

 Zerlina, min terne, hav tak for din dans
 og dit ord. Lad mig ene – – – – –
 – – – – – – – – – – – – –

 Det visner. – Det visner.
 Det visner, det visner –
 verden, den visner, og roser og kvinder,
 mit legem og alle de skælvende nerver
  visner!

Og tiden – den sniger sig langsomt forbi mig,
og timerne vandrer at grave min grav.
Jeg tør ikke tænke, jeg tør ikke leve.
 Tør ikke dø. –

 Men i denne dødens, den natdybe stilhed
 risler som endeløs heilosang:
 Det visner, det visner,
 det visn – – – – –
Musik, musik, janischarmusik!
den store kinesiske tromme!

Heia, min hingst

Heia, min hingst paa den grønne eng,
 heia, min guldtop!
Med fiøiel jeg sadler ryggen saa rund,
og guldbidsel lægger jeg ind i din mund
med silketømmer og sølverdusk