Zerlina, min terne, din hud er saa blød
din mund er saa frisk;
men – hvi bæver din mund, Zerlina?
„Ak herre, det lider mod høstens tid,
og Persiens roser, de falder.
Og duggen græder paa nellikens mund
og løvet visner, o herre!
Zerlina, min terne, hav tak for din dans
og dit ord. Lad mig ene – – – – –
– – – – – – – – – – – – –
Det visner. – Det visner.
Det visner, det visner –
verden, den visner, og roser og kvinder,
mit legem og alle de skælvende nerver
visner!
Og tiden – den sniger sig langsomt forbi mig,
og timerne vandrer at grave min grav.
Jeg tør ikke tænke, jeg tør ikke leve.
Tør ikke dø. –
Men i denne dødens, den natdybe stilhed
risler som endeløs heilosang:
Det visner, det visner,
det visn – – – – –
Musik, musik, janischarmusik!
den store kinesiske tromme!
Heia, min hingst paa den grønne eng,
heia, min guldtop!
Med fiøiel jeg sadler ryggen saa rund,
og guldbidsel lægger jeg ind i din mund
med silketømmer og sølverdusk