Hvorfor er „Kong Midas“ saa udmerket et stykke? Jeg skal søge at besvare spørgsmaalet i et par korte sætninger og vil da sige, at det er den store naturlige fylde i det fremstillede liv og den fine myndighed i opfattelsen af personerne, der gjør det til noget saa særegent godt. Det er et overordentlig alvorligt stykke og et saare vittigt. Og naar man en gang er holdt op at snakke om, hvor meget eller hvor lidet Ramseth ligner Bjørnson, en snak, der kan være munter og god nok mand og mand imellem, og som til alvorlig literærhistorisk brug er berettiget, men som synes mig ilde anbragt i en undersøgelse af stykkets godhed, al den stund ligheden eller uligheden intet har med dette spørgsmaal at gjøre vil det være stykkets aandelige indhold, den lære, det præker, og som hovedsagen: de skildrede menneskers virkelighed og betydning, man vil eie som forfatterens værdifulde gave til samtiden og en eftertid ialfald i første led.
Hvad læren angaar, kan man tage saa meget eller saa lidet af den, som man vil; den findes i „Kong Midas" ikke anderledes, end som de forskjellige farver findes i naturen. Det er lysbrydninger, man har øie for eller ikke øie for, og enten forstaar man af de samtaler, der føres i stykket, og det liv, der leves i dem, hvor usand sandheden stundom kan være, eller man forstaar det ikke; finheden i forholdet mellem fru Anna, Finn Hals og Gerhard Hjelm er lige anskuelig for det saavel som redaktør Ramseths aandelige plumphed. Heiberg har ikke noget sted tvunget sine personer ind i problemdebat, de taler kun om det, der umiddelbart angaar dem selv, og fra øieblik til øieblik er det karakterernes og lidenskabernes sammenstød, der holder vor opmerksomhed fangen, ikke nogensinde en mere eller mindre uanfegtet kamp om meninger.
Det vilde føre mig for vidt, om jeg skulde indlade mig paa en udvikling af, hvor rigt jeg finder stykket. Jeg vil blot fremhæve det indblik i det dannede moderne aandsliv, som er givet ved de to figurer, Gerhard Hjelm og Finn Hals. Og jeg vil da bede, om man særlig vil lægge merke til, hvad det er, de to mennesker ikke taler om, hvad det er, de forlængst er færdig med. Jeg antager, at det er gaaet adskillige som mig, at der her er en gjenkjendelsens glæde, som vi længe har søgt efter i literaturen fra vore dage. De to beundringsværdig seede og følte figurer, Ramseth og fru Anna, burde, forekommer det mig, bringe alt det stille blod i Norge i bevægelse. Hvis de ikke er egte-
