det er vort kongelige theater, der ved denne leilighed har stillet sig i spidsen for de unges fylking. Gud tilgive mig min slemme synd, men jeg skulde tro, at man ikke har vidst, hvad man gjorde. Naturligvis har stykket været forkastet — hr. Erik Bøgh er jo censor ved theatret, og naar der ikke træffes særegne foranstaltninger, henholder chefen sig til hans indstillinger —, men efter den obligate forkastelse sørgede forfatteren for, at stykket blev kjendt af folk ved theatret, der forstod sig paa kunst. Derpaa gik den mening igjennem ved det kongelige theater i Danmark, at det vilde være uforsvarligt at skyde dette norske stykke fra sig, om end man ikke kunde være blind for, at det paa grund af den pinlige virkning, det vilde gjøre paa publikum, ikke vilde opleve mange forestillinger. Og nu er theatret udsolgt til forhøiet pris hver aften, „Kong Midas“ opføres.
Det siges, at det er for det udmerkede spils skyld. Fru Hennings har overhovedet aldrig gjort en saadan lykke, som i fru Anna Hjelms rolle. Og der er det sande i angivelsen, at uden det gode spil i to af hovedrollerne vilde en vigtig del af stykkets virkning være gaaet tabt. Men der er det urigtige deri, at spillets hunstneriske værdi i sin helhed staar under stykkets. Fru Hennings kan ikke spille den person, som digteren har tænkt sig, og som rollens ord giver, hun spiller et meget mere civiliseret menneske, en tæmmet fugl, der befinder sig vel i buret, medens opgaven var at vise den indre, aldrig helt kuede uvilje mod „selskabets“ love, som gjærer i fru Annas sind, og hendes delvise mangel paa evne til at anslaa den rette tone. Og hvad Ramseth angaar, lider hr. Emil Poulsens spil under hans mangel paa tillid til at kunne føre figuren igjennem som den sterke mand, han i stykket er. Ialfald ser det ud, som om kunstneren paa forhaand har ofret ham til latterliggjørelse, medens aanden i stykket netop fordrer, at tilskuerne til sidste stund skal være belavet paa, at trods alt blir det dog ham, der bærer den moralske seier hjem. Den hjertefine Finn Hals er betroet til en overordentlig dygtig kunstner ved theatret, hr. Poul Nielsen; men han passer ikke til rollen. Hans stille og rigtige spil gjør. kun den halve virkning af, hvad der skulde være naaet, fordi man ikke modtager det umiddelbare indtryk af her at staa over for en ualmindelig sund og smuk erotisk magt. Strengt taget er det kun hr. Olaf Poulsen som Gerhard Hjelm, der slaar til, og han er heller ikke fuldkommen. Jeg tror, det ligger i, at han er for tyk. De mindre roller er med én undtagelse i gode hænder.
