mænd har foranstaltet i Kristiania theater for at tilkjendegive sin vrede over, at theaterbestyrelsen havde forkastet stykket.
Naar De modtager dette brev, har De forlængst læst „Kong Midas“. De vil da give mig ret i, at et større bevis paa ukyndighed og vanrøgt af kunstens tarv end forkastelsen af dette skuespil kan bestyrelsen af den norske hovedscene for tiden ikke komme til at begaa. Det har siden Bjørnsons og Ibsens mægtige opsving været stille i den norske dramatiske verden, forfatternes store gjerninger er øvede paa andre omraader. Saa kommer Gunnar Heiberg og beviser med ét slag, at det paany er norsk kunst, der ogsaa i dramaet gaar foran i norden. Men nei, det kommer ikke theatret i Kristiania ved. Man ved ikke noget om den ting. Der blir indleveret et stykke, og der forekommer deri en person, hvis optræden i visse henseender minder om en stor norsk digters offentlige anstrengelser i bekjendelses- og sædelighedsfaget. Hvad er der mere at spørge om? Stykket maa forkastes.
At dette fremkalder harme hos alle, der mener, at kunstnerisk virksomhed og theatergjerning betyder noget for landets opkomst, er ikke alene berettiget, men naturnødvendigt, thi forkastelsen viser simpelthen, at lederne af Kristianiatheatret for smaaborgerlige eller personlige hensyns skyld ikke vil tage i betænkning at forsøge paa at slaa selve den kunst ned, som de er sat til at hjælpe og om mulig fremkalde. De gjør det af uvidenhed. De aner ikke, at i „Kong Midas“ har det norske drama gjort skridtet forbi Ibsen henimod et endnu virkeligere sjælemaleri. Men denne uvidenhed gjør ikke sagen bedre.
Hvad vilde der være skeet, hvis Heibergs stykke ikke var blevet opført paa det kongelige theater i Kjøbenhavn, og ikke var blevet forlagt her nede?
Blot det, at den norske kunst ikke nu havde vundet en betydningsfuld seier, og at en fremragende norsk forfatter rimeligvis var bleven stum. Det kan en smaahandler i Bergen mulig tage sig let, men det kan den norske ungdom, der lever ikke alene af den fisk og det tømmer, der udskibes fra Norge, ikke tage sig let, for det er at anfalde den bagfra. Det er at lægge en plet af landet øde, hvorfra nye aandelige rigdomme skulde hentes.
Altsaa piber man i Kristiania theater, siden man ikke kan gjøre andet. Det er ikke „saa forfærdelig storartet", for at bruge et af Gerhard Hjelms udtryk i „Kong Midas“, „men jeg synes, det er svært menneskeligt".
Hvad nu vort forhold til stykket angaar, saa er et af de ??te indtryk, det har fremkaldt, en ihærdig forbauselse over, at
