ved egen iagttagelse, da faar jo idéen samme værdi som virkeligheden. — Og hvad er nu virkeligheden? Det beror paa, hvorledes man ser den. Derfor blir ogsaa mange mer tiltalt af fru Thoresens skildringer end af de mer realistiske; thi romantik sidder igjen som skuffelugt i gamle skab, og der er mange, som ikke vil læse digtninger, der stemmer med sundhedsberetninger og fattigstatistik. Fru Thoresens personlige medfølelse er der ingen tvil om; men den tager ikke rigtig tag i os, fordi vi hele tiden har en følelse af, at disse hendes mennesker er eksempler paa Guds underlige og vidunderlige styrelse — naar da ikke Satan selv har klo i dem; for det forekommer.
Betragtningen staar hos fru Thoresen i veien for fremstillingen. Baade indtrykkene og udtrykkene har passeret en damesjæl, en kristelig, norsk-romantisk, dansk dame, som ved, at mennesket ikke lever af brød alene, men som aldrig lader os faa føle, hvor ondt det maa være ikke engang at faa brød. Heller ikke faar vi vide, hvor skiddent der er paa Søndmøre, hvor daarligt bønderne lever, hvor vankundige og aandelig uberørte de er. I skildringerne derfra og andetsteds er det bare fru Thoresen, som tænker sig, hvorledes menneskehjertet, der altid er ens, vel kan tumle sig her. Men vi faar ikke vide, hvorledes disse hjerner omtrent ikke arbeider, hvilke uhyre forestillingskredse, som er lukket for dem, og hvor sanserne i mangt er sløvet. Hos fru Thoresen har disse folk det næsten tiltalende daarligt; der er skjær over dem. Hvad der har blivende værd i fru Thoresens digtning, er de interiører, hun kjender saa godt, at hun giver os dem uden sin forklaring, blot bruger sit talent til at skildre. Dette gjør hun i regelen med rolig kunst, skjønt vi ofte maa døie disse motiveringer, der bringer tingene ud af deres naturlige fuger. Hun har den kvindelige sans for de smaa tings magt og forstaar at give os dagliglivets sammenkjædninger baade klart og virkningsfuldt. Men der er en gjennemgaaende tilbøielighed til det effektfulde, og der strækker som oftest motiveringen ikke til, saa vi blir siddende igjen med forklaringen. Som en godt fortalt historie vil jeg nævne Min bedstemoders historie (Livsbilleder 1877). Det er et interiør, hvor alt er stemt. Den snehvide omhængsseng, hvori bedstemoderen ligger, giver farvemotivet, og det brydes ikke, trods den mørke handling, som spilles. I sligt er der mesterskab. Men netop dette viser os, at hendes kunstneriske principer har voldt hende stadig kamp. Hun har altid havt en
