heden i motivvalg skal man ikke lade sig føre vild af, den er tildels en manér, og hvor vi maa antage den for et umiddelbart valg, ser vi, at djervheden er sterkt dæmpet. Hos fru Thoresen er skjønhedsfordringen væsentlig religiøst-moralsk. Menneskene blir eksempler, vækkende og rystende for alle dem, som ved, hvor syndefuld verden er uden at behøve at faa dette afmalt.
Denne romantik taaler ikke kontrol; derfor skjærer den bort store dele af virkeligheden som upoetiske, og hvor den sunde sans siger: men saadan er det jo ikke! — der svares med et: filister! — og farten gaar videre gjennem ætheren. En tid kunde den huse mellem norske klipper og lange søndagsblanke og hverdagsoprørte vande og fjorde og i ensomme hytter, men da disse lokaliteter blev hjemsøgt af turister og fattigkommissioner, veg poesien fra dem i samme stund. Derfor søgte ogsaa fru Thoresen op til Finmarken; thi paa Søndmøre, i Sogn, Hardanger, paa Fyen og i Jylland var der ikke mer romantik. Naturalismen med sit gamle hjerte havde afsøgt terrænget for grundig; men i Finmarken — — —:
„Engang maa det vel ske, at brudstykkerne af polaregnenes gribende saga bliver samlet til en helhed, og da vil fra den udstraale et skjær over verden, hvor naturalismen med det kolde hjerte skal speile sine magre træk i livets evige ungdom og forstaa, at den sætning: mennesket lever ikke af brød alene, gaar i spidsen for jordelivets høieste udvikling." (Fra midnatsolens land I 50.)
Det maa medgives: Magdalene Thoresen resignerer ikke; men det kan være tvil om, hvorvidt dette er „livets kamp, den fuldt bevidste“. Meget mer synes det at være en kamp mod selve livet som det er; thi beboerne af Finmarken finder ikke nogen større løftelse i den tanke, at de særlig illustrerer den sætning, at mennesket ikke lever af brød alene. De har endog protesteret mod det romantiske „skjær“, og har sat saa liden pris paa det, at de med hjemlandets natur daglig for øie har opfattet skjæret som et af disse skjær, man strander paa undertiden, naar man ikke er lokalkjendt.
Men overalt, hvor literatur kun er underholdning, har fru Thoresens skildringer af norsk liv endnu fuld valør. Alle, som har trang til en religiøst-romantisk forklaring af livet, de finder den hos fru Thoresen. Hun giver akkurat saa meget af livet, at man faar en idé om det, og er man ikke kjendt paa stedet og engang har vænnet sig til ikke at kontrollere menneskeskildring
