Udgangen er at en prest i forrige aarhundrede styrtede sig udfor Ulrikken ned i Svartediget ved Bergen og idealiseringen af kampen bestaar deri, at dette kunde være foregaaet naarsomhelst og hvorsomhelst. Men dette er ikke romantisk i almindelig forstand. Thi romantiken.er videnskabelig historiens gjenføder, og i digtningen lokalfarvens og kostumeringens poesi. Frụ Thoresen er derfor i denne fortælling endog bagenfor romantiken; hun er fransk klassisk i sin suveræne foragt for tids- og stedsforhold; Nordal Brun og Bredal vilde gjort ligedan. Forskjellen mellem dem og fru Thoresen er kun, at den sidste lægger sine sjælereflekser ind i forrige aarhundrede, mens de tog dettes og putted dem ind i sine helte, fra hvad tid de saa var. Men lige lidet interessant blir begge dele baade som historisk billede og som idealiseret menneskeskildring. Og denne sidste kan selvfølgelig ikke blive andet end purt og bart paafund af fru Thoresen, naar hun paa forhaand forkaster de historiske hjælpemidler til at forstaa og forklare den tids mennesker. Heldigvis er hun dog selv som menneske saa iagttagende overfor sin egen tid, at hun her paa byomraade kan give ting, der har et vist værd som menneskebilleder, naar vi bare glemmer, at de skal være fra forrige og ikke fra dette aarhundrede.
Det særlig romantiske i dette fru Thoresens største arbeide er maaden, hvorpaa menneskene i bogen ser, føler og tænker. Og netop fordi bogen er principielt uhistorisk, faar vi her i sin renhed den romantiske æther-psychologi. Welhaven oprørtes over, at den romantiske videnskabelighed grov op gamle kjæmpehøie, og fru Thoresen vilde vist nok anse det som en vanhelligelse af kampens idealisering, om hun grov i gamle manuskripter for at finde, hvorledes kampen gik for sig i forrige aarhundrede.
Nu ser vi en del skyggebilleder i trist graalys. De vaander sig pantomimisk, ikke en lyd høres; det er aandekamp fra først til sidst. Farver, lys, luft er der ligesaa lidt af som kjød og blod. Ikke et sekund tager vi disse skygger for mennesker som os; det er aander mod aander. Det legemlige er bare apparat. Men denne essens af menneskeliv vækker en egen stemning hos os, og søger vi at gjøre os rede for den, finder vi, at det triste ved den bestaar i to ting, medfølelse med forfatterindens triste syn og en vis bedrøvelse over at se et saadant talent male idelt graat istedenfor at bruge livets farver.
Den norske, religiøst-nationale romantik, typisk i Welhaven og Moe, har i fru Thoresen sin kvindelige repræsentant. Djerv-
