det kjendte. Og den hevner sig, denne misforstaaelse paa den slemmeste maade. Skildringen taber nemlig i interesse i samme grad, som vi kjender, hvad forfatterinden ikke kjender. Og det er bleven fru Thoresens skjæbne, at kjendskabet til norske bønder er taget en hel del til, mens de er vedbleven at staa i samme clairobscure for hende. Hun har ikke fulgt romantikens udvikling til naturalisme, skjønt veien nu synes saa ligetil, naar man vil gjøre sig umage.
Men den umage kan det selvfølgelig ikke falde en forfatterinde ind at gjøre sig, for hvem menneskehjertet til alle tider og overalt er ens. Den for al god digtning golde tro paa en universel menneskelighed er noget, som ikke kan give os interessantere billeder, end om man førte dyd og last frem paa scenen. Abstrakte bønder er poetisk vel saa uinteressante som dyder og laster. Og hvad fru Thoresen kalder at idealisere kampen, det blir at berøve den netop den poetiske interesse. Saa galt kan times den romantiske fortælling, naar dens princip gjennemføres som hos fru Thoresen.
I skildringen af bønderne blander fru Thoresen to forestillinger sammen. Hun har to billeder af dem, et som opbevarere af eventyr, sagn og andre folkepoetiske herligheder og et af de aandelig og legemlig forkomne, hun har seet paa prestens kontor og i kjøkkenet. Og saa foretager hun det eksperiment at male det sidste billede med det førstes farver. Og hvor disse ikke strækker til, slaar undermalingen igjennem, og vi faar den religiøse grundtone. Thi alt bondens og alle smaafolks liv er opfattet fra prestestandpunkt.
Derfor har hun saa let for at male menneskelivet; thi det, som til hver tid og paa hvert sted er det eiendommelige, og som det koster slig kunstnerisk møie at faa givet, det er for hende den rene staffage, saa uvæsentlig, at hun gjerne kan udelade den ganske. Og hun vilde sikkerlig smile medlidende ad mig, hvis jeg ytred en beskeden tvil om, hvorvidt Herluf Nordal og kammerater i syttenhundred og den tid kom fra universitetet i Kjøbenhavn hjem til Bergen over Borgeskaret, hvad der forudsætter et turistliv som i vore dage.
Den korte forklaring foran Herluf Nordal vilde berettige hende til et saadant smil; hun siger nemlig: „Nærværende fortælling slutter sig til en sandfærdig (!) begivenhed; jeg har saaledes ved at vælge dette stof ikke selv bestemt heltens skjæbne, men kun søgt at fremdrage deres skjulte aarsager. Jeg har ikke villet idealisere udgangen, men kampen.“
