intet stødende i slige vendinger; tvertom gjør hun i saadanne aandrigheder, og de støder heller ikke et publikum, for hvem de geistlige taleblomster endnu dufter.
Som de symbolske malere ikke altid er saa nøie med, hvad der vokser paa et træ eller samtidig findes i et landskab, saaledes fortæller ogsaa fru Thoresen, at man jager hundreder af sultne myg paa Voss under en rogn, som staar med røde bær, og hvorfra en flok kramsfugl flyver op (Nyere fortællinger side 30). Man kunde tage sligt som en tilfældig unøiagtighed, hvis den ikke hang sammen med hendes suveræne behandling af virkeligheden.. Denne er for hende et draperi, som helst skal arrangeres saaledes, at der vækkes en bestemt følelse af det overnaturlige.
Det overnaturlige har virkelighedsværdi; folkefantasiens fostre og den guddommelige indgriben staar paa samme linje og er den virkelige realitet i anelse og forklarelse, — det sidste gjennem. presten. Thi hos fru Thoresen giver presten løsning paa alle gaader, binder alle onde magter, lindrer sorger, dæmper lidenskaber, slukker al tørst.. Om det saa er en til vanvid dreven stakkar, som ligger og forkommer af sult og tørst og i vildelse griber nadvervinen for at læske sig og saa falder død tilbage, han lyses af presten lige ind i himmerige — og hvad er saa hans aarelange jammer?
Nu har fru Thoresen vistnok ikke truffet paa norske bønder, for hvem aandeverdenen har været mer end et fantasispil, som. nok kan skræmme, men som dog ikke til daglig tages i brug. Som Welhaven vil hun nødig, at man skal berøve bonden denne hans poesi. Den lutherske religion giver vistnok den ene rette forklaring; men folkefantasiens fostre er dog ogsaa sandt poetiske, forsaavidt menneskelivet i dem faar overnaturlig forklaring. For den national-romantiske digtning ligger der mer end en literær skat i disse tolkninger; de giver den egentlige forklaring. Det er ikke bare saadan, at man skræmmer med forebud paa døden, huldre og draug og anden overnaturlighed; der er virkelig noget. i det. Og fordi fru Thoresen kjender bønderne saa lidet, falder det hende saa let at gjøre dem endnu mer urpoetiske, end de kanske er. Hun finder, at hos dem er de umiddelbare, overnaturlige aarsagsrækker lettere at blotte end hos byernes kulturmennesker, som i sin rastløshed er komne bort fra dem eller ikke føler dem; ialfald er de vanskeligere at eftervise der. . Men dette beror paa den opfatning, at det ubekjendte som saadant er mer poetisk, eller som det ogsaa siges: romantisk end
