Hendes kamp er kampen mod virkeligheden. Kun at skildre denne har altid forekommet hende som en altfor beskeden opgave. og hun har aldrig resigneret overfor den opgave at give os livsgaadens løsning. Denne faar vi i hendes religiøst-romantiske syn paa livet. Ulykken er, at livet, som det er, ikke altid lader sig forklare; men det vil fru Thoresen ikke erkjende. Menneskesjælen er for hende overalt lig sig selv, den er væsentlig ens bestandig; det gjælder kun om at finde den guddommelige kjerne, saa vikler nok engelen sig af svøbet. Dette jordiske svøb er kun et hylle, og derfor har det saa inderlig lidet at betyde, om man beskriver det lidt løseligt. Derfor vil man intet naturalistisk smuds finde i fru Thoresens fortællinger, selv naar de foregaar paa Søndmøre. Og ligedan forholder det sig med det historiske. Hun siger selv i Herluf Nordal, en fortælling fra forrige aarhundrede (1879), som er kemisk renset for historisk og lokal kolorit:
„Det er ikke hensigten med denne fortælling at give et tidsbillede, her er kun taget ordet for (!) de stemninger og tilstande, som er ens til alle tider, og hvis tumleplads er den samme, uafhængig af skrankens form og farve.“
For en moderne læser vilde det være behageligere, om denne oplysning kom noget før side 194. Men i sin ligefremhed viser den os, kvorledes fru Thoresen ser paa det, vi kalder det menneskelige hjerte. Denne tumleplads for stemninger og tilstande er for hende altid den samme, ens til alle tider, under alle forhold. Derfor kan hun i sine fortællinger og dramer med samme lethed give mennesker i Finmarken, som i Jylland, i Bergen baade paa Valkendorfs tid, fra forrige aarhundrede og dette, som paa Søndmøre, i Sogn, Hardanger og paa Fyen; thi skrankens form og farve — hvad gjør det?
For Magdalene Thoresen er verden en opbyggelsesanstalt. Det gjælder kun at have det rette blik, saa ser man Guds styrelse i alt. Nød, lidenskab, hæslighed er der sandhedskjærligheden kan ikke skjule det og sindet blir vemodigt, tungt og trist, fordi verden er slig jammerdal, men ser og føler man rigtig, er der trøst:
„O, velsignet være denne lysende (!) solstraale. Tusind gange velsignet for den, som midt i sorgens mørke pludselig føler sin kolde pande berørt af den som af Guds finger.“
Denne solstraale, som lyser op i Bergens regnfulde dal og i sorgens mørke, er betegnende for fru Thoresen. Livet, naturlivet og menneskeverdenen, opfatter hun symbolsk, og der er for hende
