for at læse til artium. Studenten kaldes han af de smaaborgere, som bemerker hans mer end tarvelige tilværelse. Det er en stakkars déclassé, som gaar under, rodløs udenfor hjemmets forhold, uden organer til at optage ny næring. Men dette er hos fru Thoresen gjennemført paa den maade, at livet paa landet er poesi, livet i byen haard prosa, den sidste mildnet ved en let ironi i fremstillingsmaaden. Livet paa landet er tungt, haardt, trist, men det har sit poetiske skjær. Vi ser det i clairobscure, halvt fantastisk med den til student skjæbnebestemte Brune som midtpunkt. Hans far er ikke bleven klokker udenfor sit eget hus, hvor den haarde mor fører styret. Og gutten skal da løfte, hvad faren ikke har evnet; det er hans kald. Og gutten lister over midnat ind til faren: „Han læste sin aftenbøn og slog sin arm hen om faderen. „Jeg skal gjøre skjel for dig, far,“ hviskede han. Endnu en liden stund, da steg et dybt suk ligesom uforvarende op fra det lille bryst, det var sorgens sortvingede fugl, der fløi sin vei, og barnets. engel tog sin vagt ved leiet.
Det var hans første tag med skjæbnen.“
Saaledes ser fru Thoresen livet paa landet. Skjønt hun søger meget kraftige motiver og gjerne dvæler ved sterke lidenskaber, haarde sind og streng kaar, i det hele ikke skyr livets natside, saa blir dog det hele i en vis fjernhed, i løse konturer, dem hun ikke har fyldt med iagttagelsernes farvelægning.
Det talentfulde ligger i meddelelsen af forfatterindens stemning. Hende husker man hele tiden. Det er en fintfølende, medfølende dame, som vil give os løsning paa livsgaader. Og naar vi fordærvede nutidsmennesker ærgrer os en smule over uvirkeligheden, trøster hun os med en aandrighed, eller spørger med denne pigeagtige troskyldighed, som selv gamle damer kan bevare, om vi da ikke tror, at Gud kan tale til de mest forstokkede? Og saa sidder vi der, værre end forstokkede, som en af disse naturalister „med det gamle hjerte“, for hvem romantikens evangelium er en lukket bog.
I romantiken lever Magdalene Thoresen. Hun er dens sidste viede prestinde hos os. Dens skjønne syn paa menneskene, dens ideelle løftning har hun aldrig svigtet. Hun siger selv i et digt til fru Louise Heiberg 1873:
Livets kamp, den fuldtbevidste
vil jeg kjæmpe til det sidste,
kjæmpe til jeg kan ei mere!
Jeg vil aldrig resignere!
