ling lægger Bjørnson frem for offentligheden, og digtsamlingen fra 1887 indledes med vers til ham.
Thi som en skjælvende ranke,
der sætter sin første knop,
fandt du min digtende tanke
og bar den i dagen op.
Paa Bergens scene lod hun opføre to stykker: Mr. Money, en akt, og Et vidne, to akter. Deres skjæbne var at hilses glad. velkommen af en slegt, der tog alle forbud som vaarbud. Nu er de glemte sammen med Ibsens Kjæmpehøien og St. Hans-natten, C. P. Riis' Julegjæsten, Rolf Olsens Anna Kollbjørnsen, Hanssons Den første Jøde, Isachsens bearbeidelse Dobbeltgjengeren og mange flere. Men glemmes skal det ikke, at Magdalene Thoresen var med at bygge den første norske scene. Et tredie arbeide af hende, Kongedatterens bøn, var fru Thoresen bleven plaget til at forfatte i anledning af kong Oskars bedring under hans sygdom. Det var nok ikke heldigt og blev ilde medfaret af daværende adjunkt Steen, nu rektor, og ved denne leilighed kom Ibsen første gang i Thoresens hus.
I fuld norsk-romantisk blomstring finder vi Magdalene Thoresen i Fortællinger 1863. Der møder os en forfatterinde, som nok er fru Gyllembourgs og Carl Bernhards landsmandinde, men dog baade gjaldt og gjælder for norsk. Og det er hun tildels ogsaa. Det er ikke hendes sprog, som gjør hende til det; de spredte norske gloser er som fluer i melk, og enkelte vendinger virker ofte parodisk, Bjørnsons-sagamæssig, som de staar der uden indre sammenhæng med den øvrige fremstillingsmaade. Det norske ligger i emnerne og maaden at se dem paa. Den sidste virker nu paa os rent konventionelt-literært; men den var engang patent national. Welhavens En sjæl i vildmarken og Bjørnsons bondenoveller er egte skud af norsk romantik, og fru Thoresens fortællinger er nationalt-romantiske paa samme maade.
Læser man af disse fortællinger den sidste og betydeligste, Studenten, som senere er kommen ud særskilt, vil man lære Magdalene Thoresen at kjende baade som norsk-romantisk forfatterinde og som digterisk personlighed. Hun er her saa udpræget, som hun vedbliver at være, fordi hendes maade at se verden paa, hendes literære maner og indre personlighed allerede dengang var udviklet og bevidst.
Hun fortæller os om en gut fra Søndmøre, som efter forskjellige skjæbner i barndom og ungdom tilslut kommer til Bergen
