„Ikke hjemme? — — — Men han kommer vel hjem til middag?“
„Nei, han skulde blive borte i hele dag og skulde ikke komme igjen før imorgen paa denne tid.“
„Saa — det er jo nydelig!“ sagde generalen. Men hvori al — —“
„Høist ejendommelig optræden!“ sagde obersten og lo.
„Uhørt! Har man nogensinde hørt magen!“ fortsatte generalen ærgerlig; „hvad fanden skal det være til at bede og invitere, naar man ikke vil tage imod?“
„En saadan opførsel er mig aldeles ubegribelig, Deres excellence,“ sagde en af de yngre officerer.
„Hvad siger han?“ spurgte generalen, — det var en fast sætning hos ham, naar han talte med de lavere officerer.
„Jeg sagde, Deres excellence, at det var mig ubegribeligt, hvorledes nogen kunde opføre sig slig.“
„Naturligvis! — Nei — kanske har der hændt noget, — kanske; — — men saa pleier man da ialfald at sende et bud, — eller ogsaa kan man lade blive at invitere.“
„Her er gode raad dyre, hr. general! Det blir vel bedst at kjøre: tilbage med det samme,“ sagde obersten.
„Forstaar sig. Vi har jo ingen anden udvei. Forresten kan vi nu se paa ekvipagen uden ham ogsaa; den har han vel ikke taget. med sig. Hollo! Kom her du, fyr!“
„Hvad befaler hr. generalen?“
„Hører du til stalden?“
„Ja, hr. general!“
„Vis os den nye ekvipage, som din herre nylig har faaet.“
„Vil De følge med ned i vognremissen, hr. general.“
Generalen og officererne begav sig ned til vognremissen.
„Hvis De tillader det, skal jeg rulle den ud lidt, — her er saa. mørkt herinde.“
„Saa tak, — det er godt nok.“
Generalen og officererne gik rundt omkring vognen og betragtede. hjul og fjedre med stor opmerksomhed.
„Der er ikke noget ekstra ved den,“ sagde generalen; „den er omtrent som andre vogne.“
„Det synes jeg ogsaa,“ sagde obersten.
„Efter min mening, Deres excellence, er den ikke værd nogen fire tusind rubler,“ sagde en af de yngre officerer.
„Hvad siger han?“
„Jeg siger Deres excellence, at den efter min mening ikke er værd nogen fire tusind!“
„Ikke tale om fire tusind! den er ikke værd to tusind engang! Der er ingenting merkeligt ved den! Det maatte da være inde i vognen. — — Vær saa snil, gutten min, og knap skvætlæderet op! — —“
Officererne blev ganske forbløffede ved synet af Tschertokucki, der paa en høist ejendommelig maade laa sammenkrøben i sin slobrok.
„Aah — saa her er det, De befinder dem?“ — — sagde generalen forbauset. Og han slog vogndøren i, lagde skvætlæderet over Tschertokucki og kjørte afsted med sine officerer.
