kjører de ikke over broen!“ raabte hun og slog hænderne sammen; hun løb i en fart gjennem busker og blomster lige ind i soveværelset, hvor hendes mand endnu laa og snorkede.
„Staa op! staa op og det i en fart!“ raabte hun og rystede ham i armene.
„A-a-a?“ hørtes der fra Tschertokucki, som strakte sig i sengen uden at aabne øinene.
„Staa op, mand! Kan du ikke høre? Her kommer gjester!“
„Gjester! Hvem er det?“ Derefter brølte Tschertokucki op som en kalv, der med sin snude søger efter moderens yver. „Hm!“ brummede han.
„Kom her, Mitzi, lad mig faa kysse dig paa halsen, — den er saa frisk.“ — — —
„For Guds skyld, søde dig, — skynd dig og staa op! Generalen og officererne er her! Men Gud, hvorledes er det, du ser ud? der er jo fuldt af tidselskjeg i skjegget dit.“
„Generalen? Er han der allerede? Hvorfor i Herrens navn har du ikke vækket mig? Er middagen færdig?“
„Hvad for en middag?“
„Har jeg ikke givet ordre?“
„Du? du? Du kom jo ikke hjem før kl. 4 imorges. Jeg talte til dig et par gange, men fik ikke svar. Jeg vækkede dig ikke, vennen min, fordi jeg syntes synd paa dig — — Du sov saa godt, og saa —“ — De sidste ord kom saa sagte og bedende.
Tschertokucki rev sine øine op og blev liggende stille en stund som slagen af lynet; endelig sprang han ud af sengen i bare skjorten, glemmende alle anstændighedens fordringer.
„Aa — for et æsel jeg har været“, skreg han og slog sig for panden. „Jeg har jo inviteret dem til middag allesammen. Hvad skal vi gjøre? Er de langt borte endnu?“
„Jeg ved ikke; — nei, de er her vist straks.“ —
„Gjem dig, du, lille kone! — He! Er der ingen? — Petra! kom her! — Naa, — ingenting at være bange for, du gaas! Her kommer straks officerer til gaarden, forstaar du; du skal sige til dem, at herren er ikke hjemme; han maatte reise bort i al hast og kommer ikke tilbage, skal du sige; — forstaar du? Og den besked skal du give til alle de andre tjenere ogsaa; saa — kom dig afsted i en fart!“
Dermed kastede Tschertokucki slobrokken paa sig og flygtede ud i vognremissen, som han syntes maatte være det sikreste tilflugtssted. Han gjemte sig i en krog, men saa blev han ræd for, at de skulde finde ham der alligevel.
„Her vil være sikrest,“ tænkte han og krøb ind i sin fineste ekvipage, slog vogndøren igjen efter sig og gjemte sig under skvætlæderet; han gjorde sig saa liden, som han kunde, i sin slobrok.
Imidlertid kjørte de fremmede vogne med sit indhold frem foran verandaen. Generalen steg ud og glattede paa sin uniform; efter ham kom obersten, der havde noget at ordne paa sin hjelmbusk, saa arbeidede den tykke major sig ud af droschen med sabelen under armen; efter ham fulgte de fire officerer med løitnanten paa fanget; tilslut steg ogsaa rytterne af sine kjære heste.
„Herren er ikke hjemme,“ sagde en lakei, der kom ud paa verandaen.
