aftensmaden. Der var selvfølgelig ingen mangel paa vin, og Tschertokucki kom uvilkaarlig til at skjænke sig et glas, snart af den ene, snart af den anden af de omstaaende flasker.
Passiaren trak sig i langdrag; den var paa slutten af en noget underlig natur: en oberst, som havde været med i krigen i 1812, fortalte om et slag, som aldrig havde fundet sted; han havde dengang — man ved ikke, af hvilken grund — taget korkepropperne af flaskerne og puttet dem ind i en kage. — — — Kortsagt, da man skulde til at gaa, var klokken blevet tre, og nogle af kuskerne var nødte til at bære sine herrer ind i vognen. Ogsaa Tschertokucki gjorde, trods sit aristokratiske væsen, saa dybe buk og komplimenter ud af vognen sin, at han ved hjemkomsten fandt to tidselskjæg i sin snurbart.
Hjemme sov alt. Kusken var neppe istand til at opsøge kammertjeneren, der ledsagede herren gjennem modtagelsesværelset, hvor han overantvordede ham til en stuepige, ved hvis hjælp han naaede frem til soveværelset, hvor han lagde sig ved siden af sin unge, fortryllende gemalinde, som laa der saa yndig i et snehvidt natlinned. Det knagede, da egteherren faldt ned i sengen, saa hun vaagnede af sin slummer.
Hun strakte sagte sine lemmer, løftede øienlaagene, kneb tre gange øinene hurtigt sammen og aabnede dem med et halvt ærgerligt smil; men da hun saa, at manden ingen ømheder havde til hende, vendte hun sig ærgerligt om, lagde sin friske kind i haandfladen og sov strax derpaa ind igjen.
Da den unge husfrue vaagnede ved siden af sin snorkende egtefælle, var det allerede den tid af døgnet, som man paa landet pleier at kalde morgen. Da hun nu betænkte, at han ikke var kommen hjem før kl. 4, havde hun ondt af ham og vækkede ham ikke; hun steg i tøflerne, som hendes mand havde forskrevet fra Petersburg, tog paa sig en hvid peignoir, hvis folder flød som bølger om hendes bryst, gik hen til sit toiletbord og vaskede sig i et vand, der var ligesaa friskt som hun selv; derpaa gik hun hen foran speilet. Da hun havde seet sig i det et par gange, kom hun til det resultat, at hun var bent ud hæslig idag; og denne lille omstændighed holdt hende siddende foran speilet i to stive timer. Endelig var hun færdig og gik ud i haven forat lufte paa sig.
Det var en sommerdag, slig som man kun har den i syden. Solen stod paa det høieste og kastede sine glødende straaler lodret ned; i skyggen af de tætte alléer kunde man dog spadsere uden at generes af varmen og nyde den deilige blomsterduft.
Den skjønne husfrue havde ganske glemt, at klokken alt var 12, og at hendes mand endnu laa og sov. Folkene paa gaarden tog sig allerede sin middagslur, og hun sad endnu i den skyggefulde allé og saa tankefuld hen over landeveien; da vaktes pludselig hendes opmerksomhed af en støvsky i det fjerne, og snart opdagede hun et par vogne. Først kom en let vogn med to sæder; der sad obersten og generalen med sine massive epauletter, der lynede i solen. Bag dem kom oberstløitnanten, generalens adjutant og to andre officerer rullende i en stor firhjulet vogn. Efter den kom den bekjendte droske, der for øjeblikket var i den tykmavede majors besiddelse; saa kom en gammel karosse med fire officerer og en femte paa deres fang. Tre officerer paa elegante ridedyr afsluttede optoget.
„Mon de skal til og?“ tænkte den unge frue, „aa Gud! ja sandelig
