Naar De kommer til mig imorgen, skal jeg faa lov til at vise Dem noget, som jeg har faaet indført i min husholdning.“
Generalen saa paa ham og sendte en røgsky fra sig.
Tschertokucki var overstadig lykkelig over at have indbudt officererne til sig. Det gik allerede rundt i hovedet paa ham, hvilke posteier og lækkerbiskener han skulde overraske dem med; han saa med ublandet glæde paa officererne, der til gjengjæld paa alle mulige maader viste ham sin forbindtlighed for invitationen. Tschertokucki blev om muligt endnu mere snaksom, og hans stemme fik en rørende klang som hos mennesker, der er lykkelige til overmaal.
„Der vil Deres excellence ogsaa gjøre bekjendtskab med husets frue.“
„Skal være mig en glæde,“ sagde generalen og strøg sig over moustachen.
Nu vilde Tschertokucki straks begive sig hjem for at gjøre forberedelser til at tage mod de fornemme gjester; han havde i den hensigt allerede faaet huen i haanden; — men hvorledes det nu var eller ikke var, saa kom han at blive staaende nogle øieblikke. Imidlertid blev de grønne borde satte frem. Snart havde hele selskabet fordelt sig i whistpartier og spredt sig i alle hjørner af værelset.
Der blev baaret lys ind. Tschertokucki vidste ikke rigtig, om han skulde sætte sig ned til whisten. Men da nu officererne indbød ham saa venlig til det, forekom det ham uforenelig med hans selskabelige grundsætninger at afslaa deres bønner. Og saa satte han sig ned til et parti. Uden at han vidste, hvor det kom fra, stod der pludselig foran ham et glas punsch, som han drak ud med det samme i ren distraktion. Efter den anden robber fandt Tschertokucki atter et fuldt punscheglas. foran sig; det kom han ogsaa at tømme af distraktion; han sagde rigtignok: „Nei mine herrer, det er paa høie tid, jeg ser at komme mig hjem, nu.“ Men han satte sig dog ned til et nyt parti.
Imidlertid havde underholdningen i de forskjellige kroge af værelset. antaget en rent familiær karakter. Whistspillerne var temmelig tause. De, som ikke spillede, sad omkring i sofaerne og lod munden løbe. I et hjørne havde ritmesteren gjort sig det rigtig bekvemt og sad nu med piben i munden og gav sine kjærlighedseventyr tilbedste paa sin egen lystige vis; det var en mand, som forstod at fængsle sine tilhøreres opmerksomhed, og kredsen om ham voksede bestandig.
Blandt tilhørerne var en ualmindelig fed borger, hvis arme saa ud som to fastvoksede poteter; han lyttede med særlig velbehag paa ritmesterens historier og gjorde af og til nogle voldsomme anstrengelser for at naa bagdelen af sin brede, sækkevide kjole, hvor han havde sin snusdaase. I det andet hjørne disputerte man ivrig om en eskvadronrevu, og Tschertokucki, som imidlertid to gange havde spilt knegten paa istedetfor kongen, blandede sig ukaldet i samtalen og skreg fra sin krog: „Hvilket aar?“ eller „Hvad for et regiment?“ uden at agte det ringeste paa det fuldstændig upassende i at komme med slige spørgsmaal.
Endelig hørte man op med whisten lige før aftensmaden; dog var den længe efter i alles mund; det saa ud, som om hovederne endnu var fulde af whist. Uagtet Tschertokucki var sig fuldstændig bevidst, at han havde vundet meget, nævnte han dog ikke noget om det, og blev igjen, efterat bordene var tagne bort, og stod længe ubestemt som en mand, der har glemt sit lommetørklæde. — — Imidlertid serveredes
