den. Soldaten strammede sig, trak i tømmen og saa ufravendt den fremmede i øinene, som om han havde til hensigt at krybe ind i dem.
„Deilig hest,“ sagde Tschertokucki, „et prægtigt dyr! Tillader Deres excellence, at jeg prøver den?“
„Hun har et roligt trit; — der er bare det — fanden ved — den tosk af en dyrlæge har givet hende nogle piller, og nu har hun ikke gjort andet end at nyse de sidste døgnene.“
„Naa ja, saa faar det være til en anden gang. Har Deres excellence en tilsvarende ekvipage?“
„Ekvipage? — det er jo en ridehest!“
„Ja naturligvis; jeg spurgte bare for at høre, om De havde ekvipager til de andre heste.“
„Aa nei, jeg har ikke saamange ekvipager. Oprigtig talt har jeg længe gaaet og tænkt paa at anskaffe mig en moderne vogn. Jeg har i den anledning skrevet til min bror, der for øjeblikket bor i Petersburg; men jeg ved endnu ikke, hvorledes det blir med det.“
„Etter min mening,“ faldt Obersten ind, „er wienervognene de bedste, Deres excellence.“
„Det har De ret i, paf, paf, paf.“
„Jeg har en deilig ekvipage, hr. general — egte wienerfabrikat.“
„Hvad for en? Ikke den, som De kom kjørende hid i, vel?“
„Nei da, den bruger jeg bare, naar jeg er paa længere reiser; — nei den anden den er ganske enestaaende i sit slags; let som en fjeder og blød — det er som at sidde i en vugge.“
„Den er bekvem altsaa?“
„Yderst bekvem. Puder, fjedre altsammen af fineste sort.“
„Det kan jeg like.“
„Og saa alt det, man kan pakke i den; jeg har aldrig seet noget lignende. Da jeg endnu tjente i hæren, havde jeg i regelen ti flasker rum og tyve pund tobak i skrinet; desuden førte jeg bestandig med mig seks uniformer, vaskestel og nogle piber, lange piber, de længste som findes, Deres excellence; og i vognrummene kunde man putte en hel okse.“
„Det er ypperligt.“
„Men jeg har ogsaa givet 4000 rubler for den, hr. general.“
„Efter prisen at dømme maa det være en meget god vogn. Har De kjøbt den selv?“
„Nei, Deres excellence, jeg kom over den ved et tilfælde. Det var en ven af mig, som eiede den, en sjelden mand, en barndomskammerat, som generalen snart vilde komme til at like. Jeg vandt vognen fra ham i kort. Kunde ikke generalen have lyst til at beære mit hus med sin nærværelse imorgen? De kunde komme til middag, saa kunde De se paa ekvipagen med det samme.“
„Ja, jeg ved sandelig ikke, hvad jeg skal svare Dem paa det. At komme alene vilde falde mig lidt — — — De fik da finde Dem i, at jeg tog mine officerer med.“
„Naturligvis beder jeg officererne ogsaa. Mine herrer! Jeg vilde føle mig meget smigret, hvis De vil gjøre mig den ære at hilse paa mig imorgen i mit hjem.“
Obersten, majoren og de andre officerer takkede med et høfligt buk.
„Jeg er nu af den mening, hr. general, at man altid skal kjøbe det bedste, hvis man ikke netop vil kaste sine penge ud af vinduet.
