satte i tre prægtige heste, forgyldte dørklinker, en tam abe og en fransk hushovmester. Men de 200 sjæle blev tillige med 200 andre, som han selv eiede, satte i pant i anledning af nogle handelsspekulationer.
Foruden ham var der ogsaa en hel del andre indfødte tilstede ved generalens middag, men dem er det ikke umagen værd at nævne engang. Resten af gjesterne var regimentets officerer, og deriblandt to stabsofficerer: obersten og en temmelig tykmavet major. Generalen selv var en bredskuldret, kraftig mand, lidt udmaiet, men en ualmindelig dygtig militær; ialfald gjaldt han for det blandt officererne. Han talte i en dyb bas, som gav respekt.
Middagen var glimrende. Stør, hvilling, ringgjæs, asparges, vagtler, agerhøns, champignons o. s. v. — altsammen var særdeles velsmagende, hvad der beviste, at kokken ikke havde smagt vaadt et helt døgn; fire soldater bevæbnede med kjøkkenknive havde hjulpet ham hele natten med at lave frikassé og gelé. Flasker af alle sorter, fra de slanke med lafitte til de bredmavede med madeira, holdt stemningen oppe; det var en deilig sommerdag, vinduerne stod aabne, tallerkener med is gik rundt; frakkekravene blev opknappede, samtalen blev støiende, mens champagneglassene klirrede, og generalens bas hørtes gjennem larmen; det var en herlig middag. Man reiste sig fra bordet passelig overmætte, tændte sine lange og korte piber, og gik ud paa verandaen, hver med sin kaffekop i haanden.
„Nu kan vi faa se paa hende,“ sagde generalen. „Aa, De er gjerne saa snil,“ tiltølede han og vendte sig mod sin adjudant, en elegant ung mand med et behageligt ansigt; „aa De er gjerne saa snil at lade den røde hoppe føre her hen.“ Hvorpaa generalen lagde sin tschibuk i munden og udsendte en røgsky. „Hun ser ikke noget videre ud for øjeblikket; her findes ikke en anstændig stald i dette forbandede hul. Men hesten — paf, paf — er ikke daarlig.“
„Har De havt hende længe hos Dem?“ spurgte Tschertokucki.
„Paff, paff, paff — nei — paff — ikke saa længe; — det er vel en to aar, siden jeg tog den ud af stutteriet.“
„Var den indredet, før hr. generalen fik den, eller har De selv ladet den indride?“
„Paff, paff, pa, pa, pa — paff, — jeg selv.“ Hvorpaa generalen ganske forsvandt i røgskyer.
Imidlertid kom en soldat springende ud af stalden; og straks efter hørtes hovslag, og en anden soldat i hvid jakke og med en mægtig snurbart førte den prustende, dansende hest ud i det frie; den løftede sit hoved saa fort og uventet, at den nær havde svunget snurbarten og hele soldaten i luften.
„Naa, naa, Agrafena Iwanowna!“ sagde han og fik hoppen frem for verandaen.
Agrafena Iwanowna var hestens navn. Modig og vild som en sydlandsk skjønhed steilede den og satte forbenene paa verandatrappen; saa stod den stille.
Generalen lagde piben fra sig og saa paa Agrafena Iwanowna med indre tilfredshed. Obersten gik nedover trinene og tog Agrafena Iwanowna ved mulen; majoren klappede Agrafena Iwanowna paa halsen; de andre smattede med tungen.
Tschertokucki hoppede ned fra verandaen og gik bag den og rundt
