ofte se statelige officerer gaa forbi og snakke med hverandre; og passiaren gik livligt om avancement og røgtobak og heste og regimentsdroschen; regimentsdroschen var en vogn, der tilhørte regimentet og gik rundt mellem officererne; én dag kunde man se den tykmavede major paradere i den, og den næste stod den i kapteinens stald. Paa gjerderne mellem husene hang brogede soldaterhjelme og luftede sig, hist og her paa en planke saa man graa kapper; i baggaderne traf man til enhver tid soldater med røde, buskede snurbarter. Snurbarterne forfulgte de indfødte overalt; naar byens piger forsamlede sig paa torvet med sine melkespand, kunde man være sikker paa, at der dukkede frem en snurbart for hver pige. Det selskabelige liv i byen, der før var besørget af dommeren, en diakonisse, som holdt hus for ham, og fogden, som sov hele dagen undtagen ved maaltiderne, fik nyt liv nu, da generalbrigaden og med den en masse officerer havde holdt sit indtog. De omboende godsbesiddere, hvis tilværelse ingen før anede, begyndte nu hyppigere og hyppigere at besøge den lille by for at gjøre bekjendtskab med officererne.
Skammeligt er det, at jeg ikke er istand til at komme paa, hvad der var anledning til, at generalen kom til at give en glimrende diner; forberedelserne var storartede; før sol var oppe, hørte man knivene hakke i generalens kjøkken. Alt, hvad der fandtes paa torvet, blev opkjøbt til denne fest, saa dommeren maatte lade sig nøie med boghvedegrød til middag. Generalkvarterets lille gaardsplads var ganske opfyldt med droscher og kaleschevogne. Det var et herreselskab, gjesterne var, foruden officererne, nogle godsbesiddere fra nabolaget.
Blandt godsbesidderne udmerkede sig især Pythagorus Pythagoruswitsch Tschertokucki, som var en af de fineste adelsmænd paa de kanter; han var en af dem, som skreg høiest ved valgene og kom altid til byen i en elegant ekvipage. Han havde engang tjent i kavalleriregiment. og havde været blandt de fornemmere og mer anseede officerer; han saaes ialfald stadig paa baller og i selskaber, ligegyldigt hvor hans regiment havde sit kvarter. Men saa fik han pludselig afsked, man fik aldrig vide hvorfor, — men der var en „ubehagelig historie“. Men det havde ingen indflydelse paa hans rygte eller hans stilling i selskabslivet; han havde beholdt et vist militært snit paa sine klæder, gik med sporer paa støvlerne og snurbart under næsen; det sidste havde han, forat landadelen ikke skulde tro, at han havde staaet ved infanteriet, som Tschertokucki foragtede og gjerne kaldte „infameriet“.
Han var at se ved alle store aarsmarkeder, hvor han tog sig ganske underlig ud blandt alle ammerne, børnene og de søndagsklædte smaaborgere, der strømmede til i alle mulige slags underlige kjøretøier. Han lugtede formelig, hvor der var et kavalleriregiment og kjørte altid derhen for at gjøre bekjendtskab med officererne; han havde en egen evne til at blive gode venner med dem i kort tid.
Ved de sidste valg gjorde han sig bemerket ved at holde en høitidelig middag til ære for landadelen, og her erklærede han, at dersom de vilde vælge ham til marschal, skulde han sørge for at give landadelen en ganske anden betydning, end den havde. I almindelighed levede han tarveligt, som man pleier at sige i provinsen; han havde giftet sig med en vakker liden frøken, som bragte ham 200 sjæle og et par tusen i kontanter som medgift. Kontanterne blev straks om-
