som man ikke kan ofre uden forbrydelse, nemlig sit lands ro. Man kan sige om ham, at han er gaaet træt, og ikke længere kan beherske sig og er ude af stand til at fylde sin ærgjerrigheds og sin forfængeligheds svælg, og fordi han er en logisk sofist og hidtil har været en demagog og fæstet republiken til sin egen skjæbne, saa har han heller villet se republiken kompromitteret af ham end grundfæstet, opretholdt og reddet uden ham.
Der blev liv i byen B. fra den dag det *** kavaleriregimente tog kvarter der; før den tid havde der været forbandet kjedeligt. Naar man reiste gjennem byen og bare kastede et blik paa de lave, sammenklinede huse, overfaldtes man af en ubeskrivelig flau følelse; man følte det, som om man havde spilt bort hele sin eiendom til sidste skilling, eller som man havde begaaet en upassende dumhed — det var slet ikke nogen hyggelig følelse. Regnen havde vasket leren af husene, saa de hvide mure saa ud som ruiner; tagene var bedækkede med siv som sædvanlig i Sydrusland. De smaa træer, som endnu var igjen, lod byens foged nedhugge, fordi det saa anstændigere ud uden. Paa gaden var ikke et menneske at se; her og der spankulerede en hane hen over den suppebløde vei, der var bedækket med tommetykt støv i tørveir og forvandlet til en bundløs sørpe ved det mindste regnskyl; ellers var B.s gader talrigst befolkede af de yndige smaadyr, som fogden kaldte „franskmænd“; de løfter sine uhyggelige tryner op af karrene og grynter slig, at den reisende snart ser sig nødt til at begive sig paa flugt. Forøvrigt skal det holde haardt at træffe nogen gjennemreisende i B. Sjelden, meget sjelden hænder det, at en borgermand, eier af elleve sjæle, skrangler afsted henover veien i sin halvvogn; der sidder han i sin nankinskjole, neppe synlig bag sine opstablede melsække, og smelder løs med pisken paa sin blakkede mær, og bagefter tripper et lidet svinsende føl. Om det saa er torvet, saa har det et bedrøveligt præg: skrædderens hus, der er uden facade, ser ganske ualmindelig dumt ud; ligeoverfor det har man i femten aar holdt paa med at mure paa en to-etages bygning; ikke langt derfra staar en liden, moderne herregaard, oversmurt med en graa, mudderagtig farve; det havde fogden ladet opføre til mønster for andre bygninger i sin ungdom, før han havde lagt sig til den vane at drikke stikkelsbærvin og gaa tilkøis lige efter maden. Resten af byens bygninger var risflettede hytter. Midt over torvet strakte sig smaa butiker, hvor man altid kunde finde et par lammeskind, en gammel kone med rød hoveddug, en stang sæbe, nogle pund mandler, nogle alen halvuldent tøi, samt to handelsbetjente, der til en hvilkensomhelst tid af dagen sad i døren og spillede kort. Slig var det i gamle dage; men ikke før havde kavalleriregimentet taget kvarter i byen, førend alt med éngang fik et andet udseende: gaderne forskjønnedes og blev livlige og fik en ganske anden karakter. De lave huse kunde nu
- ↑ Af Nikolai Gogol. Oversat fra tysk.
