heden og forfængeligheden, som derved har faaet større spændkraft baade til angreb og omstyrtelse. Han har gi vet afkald paa officiel authoritet, paa eskorte af kyradserer og loge i operaen, men han har ikke givet afkald paa en anden slags authoritet, den som øves hemmelig, mand og mand imellem. Lidt efter lidt har han saaledes i kammeret omgivet sig med medarbeidere i sit blad; i mangel af authoritet søger han popularitet.
Grambetta personificerede i høieste grad to ting: armeen og den kommende hevnkrig. Clémenceau, som i sin fortid ikke havde nationens forsvar, som ikke havde organiseret og ledet armeer, følte, at han var for meget „civilist“ til at kunne tage Gtimbettas tomme plads. Han kunde gjeme sagt som Robespierre: „Forstod jeg mig bare lidt paa disse forbandede militærgreier, skulde jeg aldrig bry mig om de militære.“ Men da han ikke kimde lade være at bry sig om dem, saa vilde han have en til at styrke andagten, en hvis popularitet kunde fordoble hans egen, en som var lydig, hengiven, underordnet, en som kunde være demokratiets kaarde som han var dets hoved, en Bonaparte undergiven og slettet ud af en noget heldigere Sieyés. Og saa tænkte han en vakker dag paa Boulanger. Frygtet af ministrene og embedsmændene, med den civile administration skjælvende for hans unaade, vilde nu Clémenceau paa samme maade have haand over det militære. Ifølge sin vane og sin intellektuelle bygning, og fordi han i sit ræsonnement gaar logisk strikte frem lige til det absurde, narret som han blir saa let af det tilsyneladende og forført af sin ærgjerrighed og forfængelighed har han gaaet med lige til det punkt, hvor den boulangistiske galskab holdt paa at blive et skjændigt eventyr. Han vaagnede ikke, før han saa, at generalen tog hans popularitet uden at give ham nogen igjen, og da skreg han af fald hals: Efter tyven! — for Boulanger havde taget den popularitet, som han fremfor alt vilde bevare og øge.
Clémenceau har blandt andre manier den at forlange undersøgelser. Men for en undersøgelse, der kunde anstilles mod ham! Naar republiken nu efter nitten aar endnu er en partisag og endnu ikke er naaet til at være det uomstridte styre, og naar det republikanske parti er gaaet istykker i tre, fire partier, og naar den konstitution, som har givet os ydre og indre fred, orden i styrelsen og paa gad en, nu for tiden er rystet og truet, og naar saa mange gode viljer, som kunde have været kræfter, nu er spildt uden nytte, og naar saa mange onde viljer har fundet en uventet hjælp, saa de kunde gjøre skade, og naar det nu sluttede kammer ikke har kunnet opdrive en majoritet, og naar det har givet et eksempel paa parlamentariske seder, som har skadet vor kredit i Europa, og naar vi synes at være snart besatte, snart surrehoveder og bestandig børn i politiken, som ikke ved, hvad de vil og ikke kan holde fast paa samme tanke eller samme mænd — saa er feilen og ansvaret Clémenceaus, ikke bare hans, men hans fremfor nogen andens.
Fordi han har saa gode evner, og fordi han kunde gjøre saa meget for det gode, er han skyldig og bør dømmes, fordi han kun har villet ondt. Han er skyldig for det, han har gjort og for det, han har hindret i at ske, for det han har ødelagt og for det, han har skabt. Hvis han ikke saa helt igjennem var skin og modsigelse mod sig selv, og hvis hans jakobinske ubøielighed ikke skjulte saa megen letsindighed, vilde man med rette kunne sige, at han for sine skuffelser har ofret det,
