Men om hans instinkter i det hele fandt tilfredsstillelse, saa var dog ikke det samme tilfælde med hans ærgjerrighed og forfængelighed. I det republikanske parti havde han en stilling, som han ikke fandt burde være hans. (Gambetta, som forstod sig paa folk, saa snart, med hvem han havde at gjøre. Han bragte Clémenceau til at finde sig selv, da han brugte ham til at knuse ministeriet Waddington. De fik begge to paa samme dag glimt af den samme sandhed, den nemlig: at en nødvendig udvikling (et ord af Leon Say) efterhvert maatte give magten til alle fraktioner af det republikanske parti. Men hver fraktion betragtede sig som den sidste grænse for evolutionen, og saalænge Gambetta stansede magtens overførelse ved sin gruppe, mens han af yderste venstre samtidig skabte en stimulans og en opposition, gik Clémenceau stedse videre og satte kun grænsen ved sig og sine venner.
Da ministeriet Waddington var kastet, sagde Clémenceau til sig selv: „Nu er det Gambettas tur, og efter Gambetta er det min.“ Fienden, hindringen, var fra nu af høvdingen fra igaar og hans faa underbefalingsmænd. Han mente, han ikke kom til magten hverken ved ham eller dem, før de var udbrugte, og jo før det skede, jo bedre. Han drev Gambetta frem til president i kammeret for at gjøre ham ubevægelig, og selv vilde han erstatte ham i ledelsen af partiet. Gambetta havde sit blad „la Republique française“, og Clémenceau fik sit „la Justice“. Her reiste han et slags skampæl, hvortil han naglede republikanere, ja endog radikale. I bladet, i klubber, i korridorer, kort sagt ved en knapt nok skjult virksomhed udenfor kammeret og ved hemmelig virksomhed i kammeret graver han sin mine og lader den, og han sikrer sig sine vælgere ved radikale lovforslag.
Siden skyver han Gambetta fra kammerets presidentstol over i ministeriet for at slide ham ud, og da Ferry blev fører for de moderate, bringer han ham til magten for at slide ham ud. Og da han havde faaet dem til magten, skjøv han til dem, for at de skulde falde. Imidlertid døde Gambetta, og Clémenceau vuggede sig i haabet om, at med ham forsvandt den store hindring.
Men Ferry havde et seigt liv, og hvergang Clémenceau kastede en af sine modstandere, stod Ferry der paa pletten for, som øvet taskenspiller, at fange porteføljen i sine arme. Han var der bestandig, og bestandig stillede han sig mellem Clémenceau og hans maal. Grévy havde afsky for Clémenceau og tænkte slet ikke paa at henvende sig til yderste venstre, hvorfor ærgjerrigheden blev dødelig saaret og forfængeligheden blev bitter. Ødelæggelsesinstinktet hjalp til, og siden der fra den anden side ikke kom noget tilbud om at bygge, saa kastede Clémenceau Ferry overende og gjorde det samme med Brisson og med Tirard og med Rouvier. Freycinet takkede ham med sit smukkeste smil. Det menneske paa jorden, som Clémenceau hader mest er derfor, trods alt, ikke Ferry, men Freycinet, ja han hader ham i den grad, at han gjerne kunde gjøre ham til republikens president, for siden at affinde sig med ham.
Siden oktober 1885 har Clémenceau seet to ministerier efter sit sind, nemlig ministeriet Goblet og ministeriet Floquet, og han har understøttet dem saa vel, at de ikke har kunnet overleve det. Det ministerium, han bedst vilde have understøttet, vilde sandsynligvis været ministeriet Clémenceau. Men det er ikke kommet, og det er fire aar siden Clémenceau tog sit parti. Hans vilje har undertrykt ærgjerrig-
