Side:Samtiden 1890.djvu/472

Denne siden er ikke korrekturlest

463

Og jeg sad sent udpaa kvelden
og vented paa morgenens komme.
Jeg stirrede sløvt udi mørkets
evige, lydløse tomme.

Og jeg sad sent udpaa kvelden
og længted mod dagen den blide.
Men solen laa lig bagom bjerge,
var jordet i østerlide.

Vilhelm Krag.

En gaade.^[1]

„Nu sender jeg denne sags dokumenter ud i verden for at høre, om nogen kan løse dens gaade“, siger hr. Knut Hamsun i en føljeton i Deres blad, efter at have fortalt en historie, som synes ham forunderlig.

Der gives lette og vanskelige gaader; der gives ogsaa nogle, som det paa ingensomhelst maade er muligt at løse, enten fordi de idetheletaget ingen gaader er, eller fordi der endnu ikke gives nogen løsning paa dem, eller fordi de allerede er løste.

↑ Læserne vil maaske mindes, at jeg i septemberheftet af „Samtiden“ skrev en liden artikel betitlet „Fra det ubevidste sjæleliv“. Denne artikel, der oversattes i „Frankfurter Zeitung“, har fremkaldt et svar i samme blad af professor Carl Vogt — foruden et halvt snes private skrivelser til mig fra tyskere og østerrigere. Protessor Vogts afhandling meddeles herved i oversættelse. Den store forsker, som har gjort mig den ufortjente ære at læse min lille artikel, har som man vil se forsøgt at forklare de fænomener, jeg har berørt. Jeg har imidlertid en følelse af, at hvad der virkelig var dunkelt i disse tænomener, er lige dunkelt endnu, at spørgsmaalet forsaavidt staar nøiagtig lige ubesvaret. Hvorledes en ubevidst akt foregaar, er af mindre psykologisk betydning, især naar man ved, at den kan foregaa under de vilkaarligste omstændigheder; hvad der er af større vigtighed er spørgsmaalet om, hvad der bevirker, hvad der sætter i gang en akt i ubevidst tilstand, og — hvis dette blot har en almindelig materiel aarsag, er en erindring i bevægelse, et sandseindtryk, der vaagner — hvilke betingelser der kræves forat kunne overføre dette sandseindtryk til bevidstheden. Hvis jeg i søvne har kunnet skrive en forslagen løgn om en hane, fordi jeg, forinden jeg gik tilsengs, stod paa en altan og saa udover havnen i Lillesand, — hvorledes gik det da til, at bemeldte løgn opstod hos mig netop den nat? hvorledes maatte jeg være disponeret i mit væsens inderste?

Knut Hamsun.

[1] Læserne vil maaske mindes, at jeg i septemberheftet af „Samtiden“ skrev en liden artikel betitlet „Fra det ubevidste sjæleliv“. Denne artikel, der oversattes i „Frankfurter Zeitung“, har fremkaldt et svar i samme blad af professor Carl Vogt — foruden et halvt snes private skrivelser til mig fra tyskere og østerrigere. Protessor Vogts afhandling meddeles herved i oversættelse. Den store forsker, som har gjort mig den ufortjente ære at læse min lille artikel, har som man vil se forsøgt at forklare de fænomener, jeg har berørt. Jeg har imidlertid en følelse af, at hvad der virkelig var dunkelt i disse tænomener, er lige dunkelt endnu, at spørgsmaalet forsaavidt staar nøiagtig lige ubesvaret. Hvorledes en ubevidst akt foregaar, er af mindre psykologisk betydning, især naar man ved, at den kan foregaa under de vilkaarligste omstændigheder; hvad der er af større vigtighed er spørgsmaalet om, hvad der bevirker, hvad der sætter i gang en akt i ubevidst tilstand, og — hvis dette blot har en almindelig materiel aarsag, er en erindring i bevægelse, et sandseindtryk, der vaagner — hvilke betingelser der kræves forat kunne overføre dette sandseindtryk til bevidstheden. Hvis jeg i søvne har kunnet skrive en forslagen løgn om en hane, fordi jeg, forinden jeg gik tilsengs, stod paa en altan og saa udover havnen i Lillesand, — hvorledes gik det da til, at bemeldte løgn opstod hos mig netop den nat? hvorledes maatte jeg være disponeret i mit væsens inderste?

Knut Hamsun.

[1]