Clémenceaus logiske kjæde er for det meste fæstet i en raadden træstubbe; men der mangler ikke et led, og den, som holder i den med lukkede øine og ikke ser paa det første led, han synes den er udmerket solid. Efter klassisk sprogbrug er saaledes Clémenceau en sofist, i ordets rette betydning. Han har noget ved sig baade af Gorgias og de jesuitiske kanister.
Den republik, som Clémenceaun forlanger, er den som „pavedømmet af 1869“ stiller op. Dette program er grundlov for den republik, som Clémenceau kalder „republiken helt igjennem“. De, som forsvarer den nu om dagen, og som siger, at de er færdig til at sætte den i verk i sin helhed, hvis de faar anledning til det, de er solide og loyale republikanere, mens de, som forkaster nogen artikel i den, eller som vil vente med gjennemførelsen, er forrædere — ubetinget.
Sofisteriet bestaar deri, at programmet af 1869 skal være den fuldkomne grundlov for den fuldkomne republik, og den dogmatiske intolerance bestaar deri, at det ikke skal være tilladt, selv med erfaringer for øje, at gaa fra en stavelse. En liberal vilde sige: „Jeg er ikke af deres mening.“ Clémenceau gaar ikke omveie; han siger lige ud: „De er en idiot“ eller: „De er en elendig fyr.“ — — — Han gjør mere, og heri er det demagogen viser sig. Han løber fra forsamling til forsamling og gjentager for alle dem, som vil høre det: „Hr. N. N. er en elendig fyr,“ og han siger det med slig sikkerhed, at ingen efterpaa nærer tvil om det.
Det var i oktober 1876, Clémenceau kom ind i kammeret. I Paris' byraad havde hans indflydelse været overveiende; han havde en stund i sig inkarneret det radikale og revolutionære Paris. Ind i kammeret kom han, da dette radikale og revolutionære Paris kom derind. Men Gambetta skyggede der over alt, og Clémenceau fandt sig nødtvungent i at vandre i skyggen. Han blev løjtnant under kapteinen, og til en begyndelse en korrekt, om end ikke hengiven løitnant. Den 16de mai (kampen mod Mac-Mahon og legitimisterne) kjæmpede han i sin række, og det var ikke den første.
Mod Broglie og Fourtou satte republiken i første linje Thiers, i anden Gambetta og først i tredje række kom Clémenceau og en tyve andre. Da Mac-Mahon dannede modstandskabinettet Rochebouét, som stod imod bare tre uger, svarede republikanerne, som havde slaaet sig sammen for kampens skyld, med at danne de attens komite til at vogte paa marschalen og hindre en tilbagevenden af en mulig reaktion. Clémenceau blev udseet til medlem af denne komite, og hans korrekthed svigtede ham endnu ikke.
I denne komite havde forenet sig de forskjellige afskygninger af partier, og den dannede en virkelig velfærdskomite, som skabte et virkelig forbausende styre, et organiseret og reguleret parlamentarisk modstyre. Komiteen traf sine afgjørelser, hvis hemmelighed var ukrænkelig, og som heller ikke blev krænket, og kammeret udførte dem. Clémenceau gjorde intet forsøg paa at danne nogen særgruppe; han gik efter Gambetta, som havde glemt, ja endog efter Marcére, som havde nægtet at antage „programmet af 1869“, Det er vistnok sandt, at der ikke var tale om andet end at kaste overende kabinettet først og marschalen siden, og at Clémenceau i denne beskjæftigelse fandt tilfredsstillelse for sine instinkter.
