Clémenceaus ydre viser en nervøs og bitter mand, og slig er virkelig ogsaa hans temperament. Den sterkeste af hans lidenskaber er ærgjerrighed, en forbitret og tildels hadefuld ærgjerrighed, næret af bitterheden over, at han er bleven staaende i anden række. En anden næsten ligesaa sterk lidenskab hos ham er forfængelighed. Clémenceau har en berettiget, men overdreven, følelse af sit eget værd. Deraf lader han sig ofte bestemme. Krænkes han i sin egenkjærlighed, er han uden tilgivelse. Ingen har nogensinde lov til at glemme, at han er til. Han er ærgjerrig, men hvis nogen nu bød ham at danne et ministerium, saa tog han ikke imod. det. Han vilde være ræd for at gaa ud af et sligt eventyr som en mindre mand; forfængeligheden vilde i dette fald tøile ærgjerrigheden. Denne vilde sige: „Tag styret; nu er det tid;“ men forfængeligheden vilde straks svare: „Det er for sent. Det er ti aar siden, de skulde have tænkt paa dig.“ Derfor er der slig nervøs opspilethed i hans væsen, slig galde i hans tale, slig eddike i stemmen.
Clémenceau er en mand med overlegne evner, og han har en ubestemt følelse af at være en, der ikke ved, hvad der mangler ham, hvad der dømmer ham til at være — i forhold til det han kunde have været — forfeilet nemlig. Eftersom bevidstheden om dette har fæstet sig, er hans følelse bleven bitrere og hans vilje tøjler dem mindre og mindre efterhvert. Om han aldrig saa meget tilsyneladende foragter alt, saa længes han dog bitterlig efter denne ydre, paatagelige, sikrede authoritet, som hidtil er undgaaet ham. Han længes efter den for dens egen skyld og for de glæder, den skaffer, eller som den giver lettere adgang til; for hvad sligt angaar, er Clémenceaus ydre ikke saa ganske i overensstemmelse med hans karakter. Denne Cromwellske puritaner, som har drømt om at blive en Cromwell selv, vilde finde sig ganske vel ved Paris? smaa behageligheder, trods lighedens bibel og kathekismus. Men hans sjæleliv som privatmand vedkommer os ikke uden forsaavidt som det klargjør hans psykologi som politiker, og denne kan reduceres til de to bestanddele, som vi har nævnt: en voldsom ærgjerrighed og en forbitret forfængelighed, begge to negative og nedbrydende, med trangen til at nyde som koefficient.
Galde, nerver og vilje, det er hans fysiske temperament og den herskende evne; de sjælelige bevægelsesmomenter er forfængelighed og ærgjerrighed, hidset ved halvt held, se der har de Clémenceau, naar han er rolig.
Men hvorledes maa nu Clémenceau være i virksomhed? Han er virksom baade i kammeret og udenfor. I kammeret udøver han den især paa talerstolen, hvor han er en modstander, som der staar respekt af. Og han er det saa meget mere, som han i udseende og holdning er rolig og alvorlig og i sin tale gjør indtryk af den mest samlede precision, og han bevarer udseendet af at være saadan og narrer derved mer og mer sig selv og dem, som hører paa ham. Der findes ikke en mand mer methodisk falsk end ham. Han er strengt dialektisk, mathematisk videnskabelig, ubønhørlig deduktiv; men det er paa siden af sandheden og ofte tvert imod den. Hans hjerne huser i politiske sager to eller tre forhaandsopfatninger, opfatninger, som er vilkaarlige og daarlig grundet i sit udgangspunkt, og som han efterhvert giver tilbedste, idet han triumferende fører dem helt ud, tvers igjennem det absurde.
