Da forsøget paa at faa borgerkrigen endt saaledes, at loven gav eftér for oprørerne, var slaaet feil, straffede Clémenceau begge partier ved at indgive sin dimission baade som maire og som deputeret.
Det 18de arrondissement lagde ham imidlertid ikke for had af den grund, han blev valgt til medlem af byraadet og blev sekretær i det, senere vicepresident og tilslut president. Det daværende byraad var imidlertid valgt i en „uheldig time“: det var forholdsvis moderat, og Clémenceau maatte følgelig atter tage plads længst tilvenstre. Det gjorde han uden at gjøre sig synderlig gjældende, hvad der imidlertid ikke forhindrede, at han i oktober 1876 atter blev valgt ind i deputeretkammeret som fremskudt eller radikal republikaner. Nu var hans tid kommen, Clémenceau besteg talerstolen i anledning af amnestisagen og aabenbarede sig straks som fremragende taler.
Af middels størrelse, hellere mager end fyldig, med et stort knoklet. hoved, hvis midtparti er ligesom indeklemt mellem den fremspringende pande og det fremspringende kjæveparti, med øjenbryn tegnede efter en. ret streg og under dem dybtliggende, livlige og bevægelige øine; paa underansigtet en ret afskaaren moustache over den fine læbe; i ansigtets totalindtryk noget stramt og tørt, en puritaner fra Cromwells omgivelser, slig ser Clémenceau ud for den, der betragter ham bare af almindelig nysgjerrighed.
Men ser man bedre efter, saa opdager man noget mere: merker efter stadig anstrengelse og tegn paa tidlig træthed og endnu noget. mere, som man ikke rigtig ved at forklare, men som man behandler meget høfligt, om man kalder det „skepticisme“. Hele hovedet er udtryksfuldt og indholdsrigt. Panden vidner om intelligens, mundpartiet. om ihærdighed. De overdrevent bevægelige øine vilde maaske tyde paa ustadighed, flygtighed og trang til forandring, hvis ikke de strenge øienbryn var der forat holde dem i tømme. Der er en eiendommelig modsigelse mellem de enkelte træk i dette ansigt: disse læber passer ikke til at sidde paa denne hage. Men bag hvert træk ligger der en evne, en kraft til det gode eller til det onde, og søger man udslaget af disse kræfter, saa finder man: vilje.
Clémenceau har sæde helt paa yderste venstre. Foran ham sidder Tony Reévillon, som morer sig, og Clovis Hugues, som hidser sig op; men han selv hører opmerksom efter og rører sig ikke. Han er ubevægelig som marmor; han er ligegyldig og sidder skjødesløst med tommelfingrene i armgabene paa den gule vesten. Men lidt efter lidt trækker øienbrynene sig sammen i nedbøiet bue, læberne slutter sig og han bider i de længste haar af moustachen. Tommelfingrene er stadig i vestegabene, men de andre fingre krummer sig og trommer takt paa tøiet.
Pludselig reiser Clémenceau sig og slynger ud en afbrydelse; han reiser sig og taler som i et braat tilsprang. Om nogle minuter løber han op ad trappen til tribunen, og da er han stakaandet, taler i korte sætninger og har raske bevægelser. Alle forhøininger og hulninger i ansigtet kommer i bevægelse, kun foredraget selv forbliver roligt, med et strøg af bidende ironi, med en understrøm af skjælven og hvisling. Og da kan man gribe Clémenceau bag masken, som han er i virkeligheden: den urolige mand, som til bunden er gjennempløiet af voldsomme lidenskaber, — et verktøi af sammentrængte nerver.
