To aar, efterat jeg havde besøgt duchoborzerne, lod gudsmoderen en troløs elsker korsfæste. Domstolene kunde ikke drage hende til regnskab, da der ikke fandtes nogen, som vilde have aflagt vidnesbyrd mod hende. Gudsmoderen er i ethvert tilfælde en af de mest overraskende typer i det gaadefulde Østen.
Det er klart, at en saadan med despotisk magt udstyret stilling har noget tillokkende for høitstræbende kvinder. Det maa derfor ikke undre os, at det i Rusland ikke sjelden er fornemme damer, der beklæder denne værdighed. Saaledes var blandt andre hofdamen Katharine Tartarinow gudsmoder for adamiternes chlistowchiske sekt. Hun døde 1856.
Clémenceau.
Parlamentarisk skisse.[1]
Georges Benjamin Clémenceau stammer fra Vendée og er født i 1841. Som medicinsk student i Paris beskjæftigede han sig væsentlig med politik og 26 aar gammel tog han sin medicinske doktorgrad med en afhandling, som vakte endel opmerksomhed. Men det blev efter den tid snart tydeligt, at det ikke var som læge, hr. Clémenceau vilde praktisere. Det viste sig allerede ved den bydel, i hvilken han slog sig ned, midt imellem Montmartre og Belleville, paa toppen af det revolutionære Paris. Han blev meget hurtig populær i sit kvarter, og da den 4de september bragte nye folk frem, blev han udseet til maire i sit arrondissement.
Han var da neppe mere end 29 aar gammel og kom altsaa meget tidlig frem, om ikke uden begavelse, saa ialfald uden at have vist denne i gjerning. Hans første omsorg blev, at gjøre skolen borgerlig; hans første uheld var, at generalerne Lecomte og Clément Thomas myrdedes netop i hans distrikt. Senere har man ofte beskyldt ham for at være medskyldig i dette mord, og han har flere gange maattet fremholde sin uskyldighed, eller rigtigere, at det var ham umuligt at hindre det, som skete. Er han da af dem, som kan skyde sig ind under svaghed og ubestemthed? I almindelighed er han hverken svag eller ubestemt.
Da han i 1871 valgtes til deputeret for Seine-departementet, tog han plads blandt yderste venstre og fyldte i begyndelsen denne plads paa en mere end beskeden maade. En ting er der dog at lægge merke til, nemlig at Clémenceau under kommunen forsøgte at faa en mindelig ordning istand. Det er kanske den eneste gang, han har optraadt som fredsstifter, men saa gjaldt det ogsaa at stifte fred mellem oprøret og den lovlige regjering; der var ingen udsigt til, at oprøret skulde kunne faa overmagten, og Clémenceaus sympathier var, som han selv tilstod,
paa samme side som Montmartre-befolkningens, hvor kommunens tilhængere var i stor majoritet.
- ↑ Af pseydonymet Sybil i „Revue politique et literaire“.
