Foruden mig var der endel andre anderledestroende, nogle lutheranere, nogle katholiker og et par polske jøder. Mændene stod til venstre for alteret, kvinderne til højre. I den ene ende af rummet stod et træbord med salt og brød. Gudsmoderen traadte ind i en sid pels af blodrød fløiel, besat og foret med kostbart maar, guldbroderte tøfler paa fødderne, kokoschnik, et slags sølvbroderet tiara, paa hovedet; hun mindede om en Moskauerdronning fra Iwan den skrækkeliges tid; ved hendes indtrædelse kastede hele menigheden sig paa knæ. Hun velsignede dem og tog plads paa et slags trone. Hun gav mig et vink, og jeg nærmede mig. „Hvoraf kommer det, at I taaler anderledestroende i eders tempel?“ spurgte jeg forbauset, thi jeg vidste, at raskolniki ikke er saa tolerante. Gudsmoderen svarede: „Enhver, kristen, jøde, muselman eller hedning, kan deltage i vor gudstjeneste; thi mennesket kan ikke vanhellige Guds tempel ved sin nærværelse, men kun ved slette handlinger.“
Nu traadte forsangerne hen til bordet og istemte salmen: „Saa taler Herren, Israels Gud;“ menigheden faldt ind ved slutningen. Da sangen var forbi, traadte den næstældste hen foran bordet og tog den ældste i haanden. Det var rørende at se, hvorledes de to oldinger med det hvide haar og skjeg og de ærværdige ansigter to gange bøiede sig for hinanden og kyssede hinanden. Derpaa traadte en tredie hen til dem, og de bøjede sig og kyssede hinanden alle tre. Alle de tilstedeværende fulgte efter orden deres eksempel, først mændene, saa kvinderne.
„Hvad betyder denne ceremoni?“ spurgte jeg gudsmoderen.
„Det betyder,“ forklarede hun meddelsomt, „at man maa ære Guds billede i sin næste, da mennesket er Guds stedfortræder paa jorden.“
Nu greb den ældste begge de nyomvendte i haanden og førte dem til gudsmoderens trone. Her faldt de paa knæ, slog tre gange panden mod jorden og kyssede ydmygt gudsmoderens fødder, mens hun velsignede dem. Derpaa hævede sig den kvindelige pave, reiste de knælende op og førte dem hen til den ældste, altsammen med en værdighed, som mangen dronning kunde misunde hende. „Jeg bringer eder to brødre,“ sagde hun, „tager kjærlig imod dem, agter dem og elsker dem!“ Den ældste gav derpaa de omvendte haanden og kyssede dem, hvorpaa alle de andre ogsaa kyssede dem efter rad.
Det egentlige mysterium hos duchoborzerne minder om de sanselige religiøse fester for Astarte, samt om lignende ceremonier hos grækerne og de nulevende druser i Libanon. I alle disse hemmelige ceremonier er det det gamle Orientens mystiske jomfru, som gaar igjen, og som ogsaa i en renere skikkelse gjenkjendes i den romerske kirkes Mariakultus.
Ligesom hos druserne en levende jomfru blir sat op paa alteret og gudstjenesten tilsidst udarter til et vildt orgie, saaledes minder ogsaa det paradis, hvor gudsmoderen indfører duchoborzerne, mere om Muhameds paradis end om den hellige Eden.
