416
første efterord hed det derimod: Indtrædelse i egteskab kan ikke befordre Guds og menneskenes tjeneste selv i det tilfælde, at egtefællerne har menneskeslegtens videreforplantelse til formaal.“
Det egteskabelige samliv tænker Tolstoy sig i sit andet efterord saaledes:
En mand og en kvinde forener sig „under forlibthedens uimodstaaelige trang“, og kvinden blir svanger. Fra nu af skal egtefællerne leve som broder og søster, indtil barnet er afvænt. Da, „i den frie periode“, „hengiver egtefællerne sig paany til sin forlibthed i nogle uger, hvorpaa der atter følger en periode af ro“.
— Jeg kan ikke skjønne andet, end at dette er indrømmelser. Menneskekjenderen har seiret over asketen; Tolstoy er ikke længer saa stilfuld som han var — en asket, som ikke vil menneskeslegtens undergang, er inkonsekvent —; men han er bleven mere menneskelig.
Af hans store theori blir egentlig kun et par brudstykker igjen: fordringen om absolut monogami samt fordringen om afholdenhed i svangerskabsperioden.
Dette er spørgsmaal, som kan diskutteres. De er ikke nye; man har søgt dem løst paa forskjellig vis; men man er ikke paa langt nær færdig med dem. Tolstoy kommer selv til at overveie dem nærmere; han erkjender jo tilstedeværelsen af den „uimodstaaelige trang“. —
Her er ikke plads til at behandle dem. Jeg har i denne artikel kun villet udtale mig mod den asketiske retning.
„Moralen“ blir mer og mer for de længst fremskredne et stadium, som maa overvindes. Moralen har, som alle tvangsopdragelsesmidler, havt sin betydning og sin tid. Men menneskehedens høieste ideal er frihed.
Istedetfor moral indsætter vi dannelse, og ved dannelse forstaar vi først og fremst: udviklet skjønhedssans. Ikke moralens bud, ikke frygt eller tvang, skal beherske menneskehedens handlinger; skjønhedsfølelsen skal beherske dem. Skjønhedsbehersket frihed — det blir den fremtidige ethiks sidste ord.
Derfor hader jeg de asketiske theorier. De er reminiscenser fra raaere tider og kan ikke længer hjælpe os. De kan kun styrke den onde samvittighed; men den onde samvittighed er hint høieste ideals, frihedsidealets, fødte fiende.
Arne Garborg.
