415
Hvis dette blev erkjendt og forstaaet, hvis man altsaa lærte
at indse, at gamle og unge maa have hver sine interesser, hver
sin moral, hver sin religion og hver sine liebhaberier, og hvis
altsaa de to partier blev istand til at stille sig paa den rette fod
til hinanden, — saa kunde livet blive bedre for dem begge.
For de unge vilde det blive friere og gladere, og for de gamle
roligere, mere ophøiet.
Efterskrift. Siden ovenstaaende blev skrevet, har Tolstoy offentliggjort et „Andet efterord“ til Kreutzersonaten.
Han fastholder her alt, hvad han har sagt. Men mig forekommer det, at han gjør indrømmelser.
Han forlanger ikke længer ubetinget, at vi skal anse „das Verlieben“ og den dermed forbundne sandselige kjærlighed som „en mennesket nedværdigende dyrisk tilstand“; han giver egtefæller lov til under visse omstændigheder at „hengive sig til sin forliebthed for nogle uger“. Det er ikke længer „vort samfunds digtning og kunst“, som har skylden for det „Liebelei“, der bringer de unge mennesker til at spilde sin tid — mændene med at opdage og erobre elskerinder eller koner og pigerne med at „forlokke og forlede mændene til elskovsforhold eller egteskab“; der er i ethvert menneske selv „en mægtig trang til forliebthed“, og det er denne i menneskene nedlagte trang, som fører kjønnene sammen. Han ligner forlibtheden med „hint damptryk, der vilde bringe lokomotivet til at eksplodere“, hvis ikke „sikkerhedsventilen“ aabnedes af og til, — mens han i det første efterord talte vrede ord om „den af en løgnagtig videnskab opretholdte“ formening, at kjønsomgang skulde være „ uundværlig for sundheden“. Det er ham ikke længer ligegyldigt, om menneskeheden forplantes eller ei.
Han opstiller slegtens vedligeholdelse som et i sig selv gyldigt formaal ved siden af forbedringen af de allerede eksisterende menneskers livsvilkaar. Specielt paaviser han moderkaldets betydning for kvinden. Kvindens guds- og mennesketjeneste er ifølge hendes natur den: at føde børn. Kun ved at være moder opfylder hun sin pligt; kun som moder er hun menneske. „En ideal kvinde“ er efter hans formening „den, som, efter at have tilegnet sig sin tids høieste livsanskuelse, hengiver sig til sin tjeneste som hustru, til det hende paalagte uafviselige hverv: at føde, amme og opdrage det størst mulige antal børn“. I det
