413
som indtraadte i et uløseligt egteskab. De skal ogsaa virkelig gifte sig. Og saa kommer det nye.
Ynglingen og jomfruen skal ogsaa i egteskabet stræbe efter „befrielse fra forførelsen“, efter renhed. Og de skal arbeide paa „syndens tilintetgjørelse“, idet de erstatter den sanselige kjærlighed med „det rene broder— og søsterforhold.“
Dette findes ikke hos Pontoppidan.
Men saa kommer det ubehagelige spørgsmaal igjen: Sæt —?
Sæt, at de ulykkelige mennesker, trods alle kyskhedsbestræbelser, alligevel faldt — endnu en gang? Kan det ikke tænkes?
Jo. Tolstoy tænker sig selv muligheden heraf. Han taler om „børn“ — i flertal.
„Indtrædelsen i dette (af ham tolererede) egteskab foreskriver, ved den følge, det medfører, nemlig fødsel af børn“ ... heder det udtrykkelig øverst paa side 34.
Hvad skal de arme mennesker i det tilfælde gjøre? —
Tolstoy har intet mere at foreskrive.. De faar stræbe videre, mener han, samt trøste sig med, at idealet er det uopnaaelige.
Men blir da ikke tilstandene saa omtrentlig de samme som de er nu?
Jeg er bange for det.
Naturligvis tænker Tolstoy sig, at mange — og med tiden flere og flere — egteskaber vil forløbe i kyskhed. Men han tør ikke fordre noget. Maaske har han ogsaa betænkt, at det selvfølgelig vilde blive de efter hans mening bedste mennesker, der bare fik et — eller intet — barn, medens de ufuldkomnere sanselige naturer vilde faa børn i flertal, — hvilket bl. a. vilde have den slemme følge, at de bedste racer kom til at dø ud, medens de mindre gode vilde vorde mangfoldige og opfylde jorden og derved tilintetgjøre resultaterne af de godes kyskhedsbestræbelser.
Sikkert er det: han tør ikke fordre afholdenhed i egteskab; han opstiller afholdenheden kun som — ideal.
Forskjellen mellem det nu bestaaende og det af Tolstoy tilstræbte kan ialfald ikke blive væsentlig. Ogsaa nu hersker jo i kristne lande den asketiske forestilling om, at sanselig kjærlighed egentlig ikke er tilladt. Ogsaa nu „stræber“ den rene yngling og den rene jomfru efter kyskhed, men „falder“ ...
Forskjellen skulde blive, at vi fik et bedre egteskab. Bare menneskene ikke ogsaa paa dette punkt vilde forstaa at gjøre anvendelse af læren om, at idealet er det uopnaaelige!
