412
Og dog har man i Kina havt morallærere, der tør kunne
maale sig med selve grev Tolstoy i alvor og kraft.
Selv om vi altsaa turde gaa med paa at sætte menneskeheden paa smal kost, blev det enda et spørgsmaal, om vi derved opnaaede, hvad der for Tolstoy staar som det ene fornødne: kyskhed.
„Efterordet“ indeholder med hensyn til dette spørgsmaal intet, der kan helt berolige os.
Tvertimod. Tolstoy tager selv tilsidst sin tilflugt til den sats, at idealet ikke kan naaes.
Idealet er det uopnaaelige ifølge sit begreb. Selv ikke ved vegetarismen kan det naaes. Det kan kun tilstræbes.
Vi skal se, hvorledes Tolstoy tænker sig sin idé gjennemført i praksis.
„Hvad har den rene yngling og den rene jomfru at gjøre,“ siger han, naar de vil leve, som de bør leve?
De har simpelthen at holde sig rene. De skal vogte sig for forførelsen, og, idet de vier alle sine tanker til Guds og menneskenes tjeneste, skal de stræbe efter en bestandig større renhed i tanker og ønsker.
Det klinger godt. Jeg læste i min barndom noget lignende i Pontoppidans forklaring.
Forskriften i Pontoppidans forklaring har ikke gjort menneskeheden kysk. Maaske vil den virke kraftigere nu, naar den fremsættes af Tolstoy.
Men sæt —?
Sæt, at den rene yngling og den rene jomfru alligevel — undtagelsesvis — faldt, trods den stadige stræben efter renhed? Kan det ikke tænkes?
Jo. Tolstoy tænker sig selv muligheden heraf.
Hvad skal de saa gjøre?
Da skal de, siger Tolstoy, betragte sit fald som en synd. — Ogsaa det har jeg læst i Pontoppidans forklaring.
Fremdeles skal de betragte dette fald som sit eneste. Naturligvis; erkjender man, at man har begaaet en synd, saa fatter man det fromme forsæt, at man aldrig vil gjøre det mere; — atter Pontoppidans forklaring.
Men her har Tolstoy et skjærpende tillæg. Den faldne yngling og den faldne jomfru skal fra faldets øieblik af betragte sig
