„Vi følger den moral, som Kristus har lært os,“ svarte gudsmoderen. „Elsk din næste som dig selv, og hvad du ikke vil, at andre gjør mod dig, det skal ikke du gjøre mod dem. Vor tro lærer os ogsaa at ære Guds billede i ethvert menneske. Men forløsning faar vi kun gjennem vor hellige lære. De første mennesker har fortabt paradiset ved syndefaldet. Der ligger en dyb betydning i denne lære, en hellig hemmelighed, som jeg nu skal afsløre.“
Gudsmoderen fæstede sine øine paa mig og fortsatte med dæmpet. stemme: „De første mennesker aad frugten af kundskabens træ og saa pludselig, at de var nøgne og bluedes; det vil sige, de opdagede med én gang, at aand og natur er forskjellige som dag og nat, som ild og vand, og de bluedes over sit kjød, søgte herefter at skjule det og fornegtede det, ja deres aand drev sit hovmod til at foragte og kjæmpe mod kjødet. Denne splittelse i os det er den forbandelse, der hviler over verden; paradiset, som menneskene blev drevet ud af, det er naturen.
Men vi vinder det tabte paradis tilbage ved, istedetfor at bekjæmpe
naturen og drifterne, at give dem deres oprindelige uskyld tilbage. Den
samme aand, der engang frembragte blygselen for det legemlige, lærer
os nu ikke at blues ved det, som er naturligt; thi Gud har givet os
aanden til at beherske naturen, ikke til at mishandle den“
„Tror I paa et liv efter døden og paa de dødes opstandelse?“ var mit næste spørgsmaal.
„Vi tror, at sjælen har levet før den jordiske tilværelse, og at den vil leve efter den. Paa den yderste dag vil alle mennesker opstaa, men kun i aanden, og saa kommer den sidste dom.“
„Men her paa jorden dømmer gudsmoderen i Guds sted,“ bemerkede jeg.
Saaledes er det. Gudsmoderen skal æres i Guds sted, fordi hun regjerer i hans navn paa jorden; Gud har udvalgt hende til at føre mennesket tilbage til paradiset. Hun alene kan straffe og forlade synder, og hendes bud er Guds bud. Duchoborzerne tror ikke paa Kristi guddom; de anerkjender hverken paven eller czaren som sit overhoved, heller ikke helgenerne. De har ingen geistlige, ingen helgenbilleder, ingen sakramenter; hos dem er gudsmoderen alene det guddommelige væsens og viljes legemliggjørelse.“
Næste søndag havde jeg leilighed til at overvære duchoborzernes gudstjeneste og to omvendtes optagelse i deres samfund. Deres bedehus stødte umiddelbart op til det hus, hvor gudsmoderen boede og holdt sit hof. Den store sal, i hvilken menigheden holdt andagt, var et ganske simpelt indrettet rum uden prydelser. Der var over 200 personer samlede, allesammen velklædte, kvinderne endog ikke uden et vist koketteri.
