410
Noget videre foreligger ikke, og naar hans „Efterord“ vækker opsigt, kan dette altsaa kun komme af, at brochuren bærer forfattermerket „Tolstoy“.
Greven indrømmer, at han selv i tidligere tid har seet anderledes paa sagen, end han nu gjør. Spørgsmaalet bliver da, om vi skal gaa med paa af hensyn til den ældre grev Tolstoy at fornegte den yngre. De fleste af dem, der er under 60 aar, vil være tilbøielige til med mig at antage, at den yngre greve i spørgsmaalet om kvinder og kjærlighed har været ... den ubetinget mest meningsberettigede af de to.
Flertallet af dem, der er over 60 aar, vil sige, at den ældre er den viseste. Men hvis de husker, hvordan det var at være ung, vil de ialfald stanse ved det spørgsmaal, om det er muligt for normalt udviklede mennesker at leve helt afholdende.
Tolstoy, der betragter lægevidenskaben som en løgnvidenskab, besvarer spørgsmaalet med ja.
Det vil sige, foreløbig besvarer han det med nei. Som menneskene nu er, kan kyskhedskravet ikke opfyldes; men vi skal ha andre mennesker.
Ogsaa paa dette punkt viser han sig mere energisk og stilfuld end vore skandinaviske afholdsmænd.
Han har et dybere og mere omfattende kjendskab til den menneskelige natur. Han ved, hvor sterk syndens lov er i vore lemmer. Derfor begriber han ogsaa, at vi ikke kommer nogen vei ved at gaa paa hænderne.
Der vil trænges én alvorlig kur. Og Tolstoy foreskriver den uden at blinke —: Menneskene skal blive vegetarianere.
Desuden skal de begynde at arbeide. Ikke gymnasticere; ikke noget med leg i; den nysnævnte norske methode: at bekjæmpe kjødets lyst ved at gaa paa hænderne, vil neppe vinde hans bifald; nei, for alvor skal menneskene arbeide. De skal arbeide sig trætte, spæge sit legeme, æde sit brød i sit ansigts sved.
Ikke kjød, ikke vin, alvorligt arbeide ... det er en recept, som virkelig synes at maatte kunne udrette noget.
Jeg har i Berlin besøgt en vegetariansk restaurant og der seet en liden menighed af ikke kjødspisende medmennesker. Mange intelligente ansigter saa jeg der; men de var blege. En egen sygelig finhed var over dem, en mat, voksblød finhed, som lignede den, man iagttager hos tæringspatienter.
