409
uren, om man intet barn har; hvad der spørges om, er det sædelige sindelag, altsaa kjærligheden ...
Kortsagt, vi forklarer ordet hver paa sin vis. Hvad Kristus selv mente, véd vi ikke. Vi ved for den sags skyld ikke engang, om evangelisten Matthæus saa og saa mange aar efter Kristi død har været istand til at referere ham nøiagtigt.
Kristus skal ifølge Tolstoy etsteds have sagt: Forlad din egtefælle og følg mig. Men det berettes ogsaa, at han med alle sine disciple uden protest deltog i bryllupet i Kana, skjønt dette bryllup rimeligvis, som andre bryllupper, var indledningen til et egteskabeligt samliv. Han udtaler sig mod sanselig begjærlighed; men hvad børnene angaar siger han: lader de smaa børn komme til mig, thi dem tilhører Guds rige! — Han taalte ikke egteskabsbrud. Men overfor egteskabsbrydersken, der ifølge loven skulde stenes, sagde han med menneskekjenderens dybe forstaaelse: hvo der er ren, han kaste den første sten! — hvorved han atter synes at ville have sagt, at det er sindets og ikke legemets „renhed“, det kommer an paa. Og da ingen følte sig ren nok til at begynde stenkastningen (o! om andre tiders stenkastere vilde øve lignende selvkritik) saa sagde Kristus til kvinden: gak bort; synd ikke mere, — uden at det er muligt at afgjøre, om han ved „synd ikke mere“ forstod: elsk ikke mere!
Naar Tolstoy i denne sag bygger paa Kristus, bygger han altsaa ikke paa en klippe. Han bygger paa sin fortolkning af Kristus, og den kan være gal — ligesom min kan være gal. Kristi egen lære kan have undergaaet modifikationer af forskjellig art i hin dunkle tid, mens Petrus, Johannes og Paulus førte sin underjordiske kamp om førerskabet i den sekt, der i Kristi navn var bleven dannet, og Matthæi hukommelse var vistnok god, men ufeilbar har den neppe været.
Og i ethvert fald —: selv om Tolstoy skulde have ret? Og selv om vi vilde anerkjende den af Matthæus m. fl. refererede og af Tolstoy fortolkede Kristus som egte?
Mon Kristus være større end sin fader Gud?
Jeg kommer til det resultat, at Tolstoy i „Efterordet“ ingen objektivt gyldig grund har kunnet opstille til støtte for sin lære om afholdenhed.
Tilbage blir da kun den subjektive grund. Grev Tolstoy har personlig fattet afsky for kjærlighed og børneavl. Som følge heraf er det hans ønske, at afholdenhed maa blive anerkjendt.
