408
Dyrisk? — Det siger saa lidet. At sove er ogsaa dyrisk;
ikke desto mindre er jeg overbevist om, at Tolstoy sætter pris
paa at sove. Hvert øieblik gjør vi os skyldig i dyriske ting; kun
én handling skal ifølge filosofens ord være rent menneskelig, nemlig
den handling at spytte. Det er sandt, at ogsaa dyrene tildels
avler børn — naa, unger — ved forening mellem to individer
af forskjelligt kjøn, og dette burde maaske egentlig støde vor
finfølelse. Men kan vi ikke komme fra det ved at sige, at dyrene
— forsaavidt de forplanter sig paa den antydede maade —
i den henseende opfører sig „menneskeligt“? „Dyrisk“ er jo
egentlig ogsaa bare et ord?
Men kjærligheden hindrer unge mænd og kvinder fra at skjøtte sin egentlige menneske-opgave, siger Tolstoy, nemlig den: at vie sine tanker til Guds og menneskenes tjeneste“. Derfor er kjærligheden mennesket uværdig.
Det klinger bedre. Men den hellige Antonius, der fortæredes af et unaturligt coelibats hede fantasier ... mon han virkelig tjente Gud og menneskene bedre end hin kraftige barnefader Morten Luther? Var det ikke sikrere, at sige med apostelen Paulus, at nogle tjene Gud bedst paa den ene maade, andre tjene ham bedst paa en anden maade, og at det er bedre at gifte sig end at lide brynde?
— Ja men Kristus! — siger Tolstoy. Kristus lærte afholdenhed. Og derfor er afholdenhed pligt.
Det er sandt, hvad Tolstoy etsteds bemerker —; Kristus indstiftede virkelig ikke egteskabet.
Men det kom maaske af, at egteskabet allerede var indstiftet før. Kristus paatraf ved sin optræden egteskab og børneavl som noget allerede bestaaende. Hvis han ikke havde likt dette bestaaende, saa vilde han rimeligvis have reist opposition derimod, ligesom han reiste opposition mod saa mange andre bestaaende ting, han ikke likte. Men skjønt Tolstoy har gjennemsøgt det nye testamente meget nøie, har han ikke kunnet finde nogen bestemt udtalelse mod egteskab fra Kristi mund. Han maa som andre theologer tage sin tilflugt til fortolkning. Men til det ord: hvo som ser paa en kvinde o. s. v. gives der ogsaa andre gode fortolkninger end Tolstoys. Jeg, f. eks., forklarer det saa: hvo som ser paa en kvinde blot med begjærlighed (ɔ: uden kjærlighed), han bedriver hor; — eller saa: det er ikke den ydre handling, det kommer an paa (som „de gamle“ mente); det er sindelaget; man kan være ren, om man har et barn, og man kan være
